Stine Bosse om migration: Løs problemet, hvor det er
Kommentar
Stine Bosse | |
Print
KOMMENTAR: Socialdemokratiets nye udspil er meget glædeligt, men det kræver samarbejde med de andre europæiske lande, skriver Stine Bosse.
Det er glædeligt, at Socialdemokratiet i realiteten kopierer Europa-Kommissionens forslag fra 2015. Fremsat efter to års forarbejde og efter opråb fra Sydeuropa gennem mange år.
Det er glædeligt, at der stilles skarpt på løsninger, der rækker ud over Danmarks grænser og kræver internationale aftaler. Så langt så godt.
At “asylhåndtering” trænger til helt nye greb, er ikke nyt. Det har vi talt om i mange år, og landene i EU længst mod syd har i årevis advaret om, at systemet ikke kan holde til nutidens udfordringer.
Og hvis vi synes, at Danmark er udfordret, så prøv at se på Italien og Grækenland.
Ulykken er, at vi længe, alt for længe, har vendt det døve øre til. Nationale politikere har bildt borgere i EU ind, at vi kan klare dette land for land, i stedet for at lave effektive, langtidsholdbare løsninger sammen.
Da Mette Frederiksen (S) lancerede partiets nyeste ideer om Marshallhjælp til Afrika, var dette et varsel om, at man fornuftigt har kigget på de forslag, som Kommissionen på de nationale lederes opfordring har stillet.
De har givet sig god tid i partiet, nemlig næsten tre år. Men det er godt, at der endelig kommer mere realistiske og langtidsholdbare ideer på banen.
Der, hvor ideerne afkobles fra virkeligheden, er derimod et stort problem.
Danmark kan naturligvis ikke ensidigt afkoble forpligtelserne i henhold til konventioner og stoppe akut asyl, ligesom løsningen i EU, som vi på alle tænkelige måder er forbundet til, er lige så vigtig for Danmarks sikkerhed og fred som løsningerne ved vore egne grænser.
At forestille sig hvad der sker i syd, hvis ikke de er en del af løsningen, kræver ikke megen fantasi, og så er vi lige vidt med hensyn til danske borgeres interessevaretagelse.
At alliere sig med Frankrig og Tyskland i ønsket om at vise løsninger, som kollektivet af lande så kan se virke og efterhånden lade “pilotprojektet” blive fællesskabets, er en glimrende idé. Og det forhold, at vi har et forbehold, er måske i så henseende en fordel.
Men på den lidt længere bane er de fælles løsninger helt nødvendige. Al den stund de ydre grænsers sikkerhed er forudsætning for de indre grænsers ditto.
Hvis vi virkelig vil præge og påvirke, skal vore forbehold naturligvis i spil.
De gratis omgange er forbi med briternes exit. Frankrig og Tyskland er helt tydelige på dette. Men vi kan få epokegørende indflydelse på løsningerne. Hvis vi vil.
Endelig er der et stort problem med Socialdemokratiets forslag. At ingen asylansøgere skulle kunne finde vej til vores land, bortset fra ganske få kvoteflygtninge, er ikke foreneligt hverken med konventioner, demografiske behov eller almindelig ordentlighed.
Derfor må forslaget suppleres med muligheder for, at mennesker med en uddannelse, som kan anvendes i vore lande eller suppleres og derefter anvendes i vore lande, kan komme videre ud af de foreslåede lejre.
Dette kan så endeligt, som forslaget allerede siger, suppleres med, at vi i den rige del af verden også tager os af de allersvageste, altså det vi i dag kalder FN’s kvoteflygtninge.
Her kunne Socialdemokratiet jo så umiddelbart starte og ændre de seneste års politik og leve op til vore internationale forpligtelser.
Der er nok at debattere i de kommende måneder, og EU’s oplagte forslag er endelig kommet i spil i den danske debat, og det skal Socialdemokratiet have ros for.
David Trads: Er Radikale ved at overflødiggøre sig selv?
Jarl Cordua: Tid til at pudse den indvandringskritiske profil op
