Stine Bosse er nyt bestyrelsesmedlem i Coop amba

Coop amba har afholdt digitalt valg til bestyrelsen. Der var kamp om tre poster, som gik til Christian Busch, Mads Svaneklink og Stine Bosse.

Stine Bosse, Christian Busch og Mads Svaneklink er nye medlemmer i Coop ambas bestyrelse.

Det skriver Coop i en pressemeddelelse.

Nyvalgte Stine Bosse er professionelt bestyrelsesmedlem og har tidligere været koncerndirektør i Tryg. Hun er medlem af Kvickly Helsingør og Gilleleje Brugsforening.

Mads Svaneklink er stifter og ejer af kommunikationsvirksomheden Analog og har været næstformand for Coops landsråd siden 2018. Han har derudover været formand for Kvickly Spinderiet i Valby siden 2005.

Christian Busch er formand for Ringe Brugsforening og har været medlem af Coops landsråd siden 2017. Han er major i Hæren ved Slesvigske Fodregiment og bestyrelsesaktiv.

Til det digitale bestyrelsesvalg stillede i alt ni kandidater op. Bestyrelsen i Coop amba består af ti Coop-medlemmer, der udpeger bestyrelserne i Coop Danmark, Coop Bank og Coop Invest. Det er Coops øverste myndighed, landsrådet, der vælger medlemmerne af Coop ambas bestyrelse.

Forrige artikel Forskere modtager 22 millioner til coronarelaterede projekter Næste artikel Dødsfald: Forfatter og dramatiker Per Olov Enquist (85)