Sophie Hæstorp bliver Socialdemokratiets spidskandidat til at efterfølge Frank Jensen

AFLYST: Der bliver ikke kampvalg i Socialdemokratiet om at blive spidskandidat til overborgmesterposten i København. Mette Reissmann trækker sit kandidatur, og ingen andre har meldt sig.

Socialdemokratiets bud på en overborgmester i København til kommunalvalget hedder Sophie Hæstorp Andersen.

Det står klart, efter Mette Reissmann (S) lørdag trak sit kandidatur tilbage, og ingen andre modkandidater har meldt sig på banen.

Reissmann, der var den første til at annoncere sit kandidatur, stiller stadig op som kandidat til Borgerrepræsentationen, skriver hun på Facebook.

”Socialdemokratiet i København skal samles igen, hvilket er større end mine ambitioner, og jeg vil ikke stå i vejen for, at det kan ske så hurtigt som muligt med én person i spidsen,” skriver Mette Reissmann.

Ingen modkandidater
Siden Sophie Hæstorp Andersen (S) meddelte, at hun stillede op, er hun blevet betragtet og behandlet som favorit – en rolle, hun altså nu lever op til.

Socialdemokratiet i København havde deadline for kandidater til at melde sig søndag middag, og det har ingen nye gjort. Det oplyser formand i København Jan Salling til Altinget.

Dermed er Sophie Hæstorp Andersen valgt uden modkandidater til at stå øverst på den stemmeseddel, som vælgerne i København får udleveret 16. november 2021.

Det betyder samtidig, at partiet skal på udkig efter en ny spidskandidat til regionsrådsvalget, der finder sted samme dag.

Sophie Hæstorp Andersen skriver selv på Twitter:

Forrige artikel Ugen i dansk politik: Tre tidligere skatteministre skal afhøres Ugen i dansk politik: Tre tidligere skatteministre skal afhøres Næste artikel Regeringen mangler lovhjemmel for at kunne aflive alle mink Regeringen mangler lovhjemmel for at kunne aflive alle mink