Slovenien får sin første kvindelige præsident

Den liberale kandidat Nataša Pirc Musar vandt søndag anden valgrunde, og hun bliver dermed Sloveniens næste præsident. 

Efter søndagens anden valgrunde står det klart, at Nataša Pirc Musar bliver Sloveniens næste præsident. Det skriver Ritzau og nyhedsbureauet dpa ifølge Jyllands-Posten.

Nataša Pirc Musar lover, at hun som præsident vil stå for menneskerettigheder og demokrati.

Posten som præsident er overvejende ceremoniel. Men hun bliver formelt leder for Sloveniens hær. Samtidig kan hun komme til at spille en vigtig rolle i magtkampen mellem den tidligere nationalkonservative premierminister Janez Janša, som går under tilnavnet "Europas Trump", og fløjen af midter- og venstrepartier.

Ved parlamentsvalget i april tabte Janez Janša magten, og i stedet vandt centrum-venstre. 

Nataša Pirc Musar er uddannet som jurist, og i rollen som advokat har hun blandt andet arbejdet for fri adgang til information. Hun har desuden været advokat for Melania Trump, som er gift med USA's tidligere præsident Donald Trump. 

{{toplink}}

Forrige artikel Sjællandske Medier henter ny ansvarshavende chefredaktør hos Jyllands-Posten Næste artikel Kristendemokraternes næstformænd overtager styringen indtil næste landsmøde i oktober