Sigtelserne mod chefredaktører i sag om PET-bog er droppet

Ekstra Bladets chefredaktør og den tidligere chefredaktør på Radio24syv er ikke længere sigtet for at have viderebragt fortrolige oplysninger i forbindelse med bogen 'Syv år for PET'.

Hverken Poul Madsen, chefredaktør på Ekstra Bladet, eller Jørgen Ramskov, tidligere chefredaktør på Radio24syv, er længere sigtet for at have viderebragt fortrolige oplysninger, da de bragte passager fra bogen 'Syv år for PET' tilbage i 2018.

Det skriver Journalisten

Begge fik 15. januar besked om, at sigtelserne mod dem var droppet. Det samme gælder sigtelserne mod journalist Morten Skjoldager og den daværende nyhedschef på Radio24syv, Simon Andersen.

Ekstra Bladet og Radio24syv bragte og refererede passager fra bogen, som Morten Skjoldager er forfatter til, tilbage i 2016. To år senere blev chefredaktørerne og nyhedschefen sigtet for at viderebringe fortrolige oplysninger, efter at PET besluttede at nedlægge et fogedforbud mod bogens udgivelse. 

Bogen bygger på interviews med den tidligere PET-chef Jakob Scharff, og PET vurderede at den tidligere chef havde delt fortrolige oplysinger, der kunne true statens sikkerhed. 

Politiken valgte senere at trodse fogedforbuddet og udgive 'Syv år for PET' som et tillæg til avisen, og det fik PET til at lægge sag an mod JP/Politikens Hus og chefredaktør Christian Jensen.

13. februar sidste år skærpede Østre Landsret byrettens dom, så JP/Politikens Hus skulle betale en bøde på 250.000 kroner og Christian Jensen en bøde på 100.000 kroner.

Forrige artikel Markante socialaktører stifter ny forening Næste artikel Jura-professor ny formand for Radio- og tv-nævnet