Sandahl: Derfor er Sofie Carsten Nielsen den rette til direktørstilling

Sofie Carsten Nielsen tiltræder i nyoprettet stilling hos DI som EU Bio Project Director. Hun en af flere politikere, der forlader Christiansborg til fordel for Industriens Hus. "Hun er en del af vores hold som en ualmindelig dygtig og kompetent leder," sagde Lars Sandahl-Sørensen om ansættelsen.

Under et halvt år inde i valgperioden skifter Sofie Carsten Nielsen sit folketingsmandat ud med en nyoprettet stilling hos Dansk Industri.

Den tidligere politiske leder for Radikale blev mandag præsenteret på de blanke gulve i Industriens Hus som projektdirektør for europæiske, biologiske løsninger.

“Kombinationen af grønne løsninger, viden og forskning, et virkelig progressivt dansk erhvervsliv og selvfølgelig EU skal være med til at løfte det her - og jeg glæder mig til at komme i gang med,” sagde Sofie Carsten Nielsen, flankeret af DI-direktør, Lars Sandahl-Sørensen.

Han stod for præsentationen af den afgående folketingspolitiker.

"Hun er en del af vores hold som en ualmindelig dygtig og kompetent leder. Hun er en person, som har stor erfaring både med det europæiske, og som vi ser brænder for at gøre en forskel i samfundet og brænder for den grønne omstilling," sagde Lars Sandahl Sørensen og fortsatte:

"Nu sætter vi os i spidsen for at samle en koalition af erhvervsorganisationer ude i Europa for at arbejde for modernisering og en langt mere smidig EU-regulering af biosolution-området," fortsatte Lars Sandahl-Sørensen.

"Ved I, hvad biosolutions er?"

Sofie Carsten Nielsen havde under sin tale en grøn pamflet i hånden.

"Ved I hvad biosolutions er?" spurgte hun de fremmødte journalister.

"Biosolutions er naturens egne løsninger, altså mikroorganismer, som man kan omsætte ved hjælp af teknologi, viden og forskning, så man løser klimaudfordringer, naturudfordringer og udfordringer med mangel på fødevarer," sagde hun og viftede med folderen.

Sofie Carsten Nielsen, hvilke forudsætninger har du for at arbejde med bio-løsninger?

"Jeg har forudsætninger ved at vide rigtig meget om forskning og uddannelse, og også erhvervsliv. Både i min tid i politik, selvfølgelig. Før det var jeg politikdirektør i en ingeniørforening. Jeg har haft rigtig meget med ingeniører og uddannelse og forskning at gøre."

Vil du sige, det er formel eller reel kompetence? 

"Begge dele," sagde Sofie Carsten Nielsen.

Sandahl: Klogt at kunne det politiske system

Efter et politisk efterår, hvor Sofie Carsten Nielsen trådte tilbage som politisk leder, skal hun nu dele hus med sin tidligere partifælle, Kathrine Olldag, der blev ansat i sidste måned, efter hun ikke opnåede et mandat ved folketingsvalget.

Lars Sandahl Sørensen, hvorfor er det så attraktivt for jer at hente radikale politikere, der har lidt et politisk nederlag?

"Sådan en analyse kigger vi ikke på - overhovedet. Vi har en masse, der ikke har med politik at gøre her i huset. Og så har vi også nogen, der har haft det. For at kunne navigere i en europæisk politisk kontekst og opnå resultater blandt europæiske politikere, så er det nok meget klogt, at man kan det politiske system og EU-systemet," sagde Lars Sandahl Sørensen.  

I har også tidligere hentet Karsten Lauritzen og Christina Egelund. Hvor målrettet er I i jeres rekruttering efter politikere?

"Jeg holder en seance en gang om måneden, hvor jeg byder velkommen til 40 til 50 nye medarbejdere. Så jeg tror ikke, du har hele perspektivet på," sagde han.

Sofie Carsten Nielsen er ansat fra 1. maj i en projektansættelse, der løber til 31. december 2025. Ansættelsen er finansieret af Novo Nordisk Fonden og DI.

{{toplink}}

Forrige artikel Pelle Dragsted: Hård rock hjælper mig, når regeringen er elendig Pelle Dragsted: Hård rock hjælper mig, når regeringen er elendig Næste artikel Concito sparker gang i stor debat om Danmarks areal: Concito sparker gang i stor debat om Danmarks areal: "Regnestykket går ikke op, og vi ser allerede konsekvenserne"