S: Terrorbekæmpelse må ikke blive et partipolitisk slagsmål

TERROR: Socialdemokraterne advarer nu mod, at man gør terrorbekæmpelsen til et partipolitisk slagsmål. Det sker efter, de borgerlige partier har fremlagt fem punkter, hvor de mener, indsatsen mod terror bør styrkes.

Der er brug for at styrke indsatsen mod terror i Danmark.

Men terrorbekæmpelse må ikke blive et partipolitisk slagsmål, og derfor bør de borgerlige partier slå koldt vand i blodet og vente på, at politiet får kortlagt weekendens terrorangreb, før de begynder at melde politisk ud.

Det er meldingen fra den socialdemokratiske retsordfører, Trine Bramsen, efter de borgerlige partiledere i en kronik i dagens Jyllands-Posten har præsenteret fem punkter, som de mener, man bør have fokus på for at undgå terrorangreb i fremtiden.

Ingen uenighed med de borgerlige
De borgerlige skriver blandt andet, at der skal afsættes flere penge til politiet og efterretningstjenesterne, at samarbejdet mellem de danske og internationale myndigheder bør styrkes, og at indsatsen for at undgå, at de unge bliver radikaliseret i fængslerne, bør forbedres.

Det er Trine Bramsen i udgangspunktet enig i.

“Jeg ser ingen politisk uenighed med de borgerlige, og der er relevante temaer, de borgerlige trækker frem. Men jeg må bare minde om, at statsministeren allerede har bedt PET og de øvrige politimyndigheder om at komme med henstillinger til, hvordan man kan styrke indsatsen mod terror i Danmark,” siger hun og fortsætter:

“Derudover skylder vi politiet, at de kan få lov til at færdiggøre deres efterforskning, før vi begynder at pege på, hvor man i det konkrete hændelsesforløb kunne have gjort noget anderledes. Vi får ikke meget ud af at tage vores politiske drøftelser på gætterier,” siger Trine Bramsen. 

Brug for faktuelt grundlag
Hun håber derfor, at de borgerlige vil slå koldt vand i blodet lidt endnu.

“Jeg håber, at vi i god ro og orden kan få en drøftelse på et faktuelt grundlag. Vi skal ikke slås med hinanden, men med terroristerne,” siger den socialdemokratiske retsordfører.

Forrige artikel FTF: Offentligt ansattes ytringsfrihed skal lovbeskyttes FTF: Offentligt ansattes ytringsfrihed skal lovbeskyttes Næste artikel Holstein: Khader-comeback varsler ny værdipolitik for K Holstein: Khader-comeback varsler ny værdipolitik for K