S-SF: Sammen om Danmark

DOKUMENTATION: Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF) har præsenteret det fælles valggrundlag under overskriften "Sammen om Danmark".

Af valggrundlaget fremgår blandt andet:

"Socialdemokraternes og SF's økonomiske politik afspejler, at samfundet hænger sammen. Derfor indeholder vores helhedsplan - Fair Løsning - fire nødvendige skridt.

Først sætter vi gang i væksten. Vi skal fremrykke investeringer i vedligeholdelse af skoler, kloakker og veje. Det skaber nye private job. Vi skal give
virksomhederne bedre muligheder for at købe nye maskiner. Det giver en bedre konkurrenceevne.

Så skal vi have styr på indtægterne. Hvis det usunde bliver lidt dyrere, får vi råd til at få bedre behandling på vores hospitaler. Og hvis bankerne betaler lidt
mere til fællesskabet, får vi råd til en bedre skole til vores børn. Der skal være tryghed om familiernes økonomi. Almindelige lønmodtagere skal ikke betale
mere i indkomstskat, og boligskatten skal ikke stige.

For det tredje skal den offentlige sektor være mere effektiv. Vi skal rydde op i bureaukratiet og afskaffe unødvendige regler. Arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere skal yde en indsats, og vi skal stille krav til indvandrere om bedre integration.

Når væksten er tilbage, skal vi alle sammen arbejde mere - i gennemsnit 12 minutter mere om dagen. Og de unge skal hurtigere gennem deres uddannelser. Så bliver der råd til at bevare efterlønnen og sikre, at vi fortsat er et af verdens mest velstillede lande."

Forrige artikel Spindoktorernes karakterbog ifølge Altinget.dk Spindoktorernes karakterbog ifølge Altinget.dk Næste artikel Konservativt drama i Sydjylland