Rokade hos Konservative: Abildgaard er ny sundhedsordfører

ROKADE: Konservative bytter ud på flere ordførerposter forud for det kommende folketingsvalg.

Den konservative gruppeformand, Mette Abildgaard, bliver ny sundhedsordfører.

Det har formand Søren Pape Poulsen (K) besluttet i forbindelse med en ordførerrokade, der skal gælde frem mod folketingsvalget, der senest skal afholdes i juni 2019.

Og Mette Abildgaard glæder sig til igen at blive sundhedsordfører, som hun også var i starten af denne valgperiode.

"Vi står over for store forandringer og beslutninger på sundhedsområdet, hvor vi skal styrke nærheden i behandlingen og sikre en stærk almen sektor - det arbejde glæder jeg mig til at tage del i," siger Mette Abildgaard i en pressemeddelelse.

Udskifter skatteordfører
Hun overtager ordførerskabet fra Brigitte Klintskov Jerkel. Sundhedsområdet bliver frem mod det kommende valg et af de helt store temaer, da statsminister Lars Løkke Rasmussen under afslutningsdebatten i sidste uge varslede en ny, stor sundhedsreform.

Også Rasmus Jarlov får lagt et ordførerskab til porteføljen, da han bliver ny skatteordfører i stedet for Anders Johansson. Det betyder samtidig, at Jarlov indtræder i Folketingets skatteudvalg.

Bytte-bytte-købmand
Mens Anders Johansson mister skatteordførerskabet, så bliver han til gengæld ny familieordfører, handicapordfører og social- og børneordfører, som han overtager fra Orla Østerby.

Og man kan faktisk sige, at de to partikolleger bytter ordførerskaber. For Orla Østerby overtager nemlig IT- og teleordførerskabet, det kommunalpolitiske ordførerskab og ordførerskabet for landdistrikter og små-øer fra Anders Johansson.

I boksen kan du se den komplette liste over Konservatives ordførere, som det ser ud efter rokaden.

Forrige artikel S om grønt nationalregnskab: Vi har fortsat en politisk opgave S om grønt nationalregnskab: Vi har fortsat en politisk opgave Næste artikel EU-enhed langer ud efter Messerschmidt i omstridt sag: Vi har intet hørt EU-enhed langer ud efter Messerschmidt i omstridt sag: Vi har intet hørt