Rokade: DF opruster med ekstra udlændingeordfører

ORDFØRER-NYT: Dansk Folkeparti vil styrke indsatsen på udlændinge- og integrationsområdet ved at ændre på ordførerskaberne i folketingsgruppen. Marie Krarup bliver ny integrationsordfører.

Med højst ni måneder til næste folketingsvalg sætter Dansk Folkeparti nu ekstra kræfter ind på udlændinge- og integrationsområdet.

Hvor der hidtil har været to ordførere på området, skal en ny tremandsgruppe fremover arbejde for, "at den stramme udlændingepolitik fortsættes og styrkes", skriver partiet i en pressemeddelelse.

Derfor bliver Marie Krarup ny integrationsordfører og forlader posten som forsvarsordfører.

Christian Langballe fortsætter som indfødsretsordfører og bliver derudover ny ordfører for Europarådet.

Martin Henriksen bliver som udlændinge- og værdiordfører ansvarlig for at "styre og koordinere gruppens fælles indsats". Henriksen overlader sit integrationsordførerskab til Krarup.

Jeppe Jakobsen afløser Marie Krarup som forsvarsordfører og bevarer frem til folketingsvalget posten som ældreordfører.

"Det er altafgørende, at den stramme udlændingepolitik fortsættes og styrkes, og at der gennemføres politiske initiativer, så vi kan påbegynde målrettede hjemsendelser af de mange udlændinge, der er i Danmark, og som ikke skal forblive her – det såkaldte paradigmeskifte," skriver partiet i pressemeddelelsen.

Forrige artikel Folkemødets kommunikationschef stopper Folkemødets kommunikationschef stopper Næste artikel DF's ungdom på politisk roadtrip: Der er blevet længere mellem buhråbene DF's ungdom på politisk roadtrip: Der er blevet længere mellem buhråbene