Regeringen udskyder store dele af ny sundhedsreform

UDSKUDT: Meget af regeringens bebudede udspil til en stor sundhedsreform, der skulle have været præsenteret i foråret, bliver udskudt til efter sommerferien. Men allerede nu er sundhedsministeren klar med efterfølgeren til det omdiskuterede produktionskrav.

Der kommer ikke noget samlet, stort sundhedsudspil dette forår, som sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) ellers flere gange har bebudet. I stedet vil udspillet blive delt op i en række mindre udspil, hvoraf meget af det udskydes til efter sommerferien.

Opdelingen og den delvise udskydelse af sundhedsudspillet skyldes ifølge Ellen Trane Nørby, at hele reformen er blevet forsinket af de langstrakte overenskomstforhandlinger på det offentlige område.

"Der var ikke nogen, der havde regnet med, at de skulle sidde så længe ovre i Forligsinstitutionen. Det har skubbet vores tidsplan rimeligt meget," siger Ellen Trane Nørby og fortsætter:

"Nu har vi valgt at dele sundhedsreformen op, blandt andet for at undgå en situation, hvor et udspil fra vores side griber ind i de igangværende afstemninger om overenskomsten på de sundhedsfaglige områder."

Tre udspil før sommer
Et samlet udspil lå ellers så godt som klar til præsentation, fortæller sundhedsministeren. Nu bliver det dog kun et forslag om nærhedsfinansiering samt to yderligere udspil om sundhedsdata og almen praksis, der vil blive fremlagt før sommerferien.

Og forslaget om nærhedsfinansiering er en del af oplægget til økonomiforhandlingerne med Danske Regioner, som går i gang tirsdag ved et sættemøde i Finansministeriet.

Her foreslår regeringen, at der ikke længere skal gives penge for meraktivitet på sygehusene.

Nu skal et nyt økonomisk styringsredskab i stedet understøtte, at opgaver og patienter bliver flyttet væk fra sygehusene – enten ud til almen praksis, til kommunale sundhedstilbud eller helt ud i borgernes eget hjem.

Efterfølgeren til produktivitetskrav
Nærhedsfinanseringen skal sættes i stedet for den hidtidige aktivitetspulje, som regeringen nu foreslår afskaffet. Aktivitetspuljen er den pose penge, som hidtil har været knyttet op på produktivitetskravet på to procent, før kravet af regeringen og Dansk Folkeparti blev suspenderet for 2018.

Hvilke dele af den bebudede sundhedsreform, der er udskudt til efteråret, er fortsat uklart, og nogle elementer kan også nå at skifte form i løbet af sommerferien, siger Ellen Trane Nørby.

"Nu sætter vi gang i nogle ting nu her, og så får vi mulighed for at præsentere noget yderligere efter sommerferien, som i endnu højere grad skal styrke vores nære sundhedsvæsen."

Læs hele artiklen på Altinget: sundhed (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her.

Forrige artikel Dagens overblik: Regeringen vil udelukke bandekriminelle fra dansk statsborgerskab Dagens overblik: Regeringen vil udelukke bandekriminelle fra dansk statsborgerskab Næste artikel Yildiz Akdogan mister ordførerskab: ”Det var ikke min egen beslutning” Yildiz Akdogan mister ordførerskab: ”Det var ikke min egen beslutning”