Regeringen nedjusterer vækstskøn

DOKUMENTATION: Regeringen har torsdag fremlagt Økonomisk Redegørelse for december 2014. Vækstskønnet nedjusteres til 0,75 procent i år mod tidligere ventet 1,4 procent. Se hovedpunkterne her. 

Økonomi- og idenrigsminister Morten Østergaard (R) har torsdag fremlagt regeringens Økonomisk Redegørelse for december 2014. 

"Vi har bragt Danmark i form til at gribe opsvinget. Vi har nu haft fem kvartaler i træk med vækst og stigende beskæftigelse. Det går ikke hurtigt, men det lysner efterhånden for dansk økonomi. Regeringen har i de seneste år ført en aktiv krisepolitik, hvor vi hele tiden har balanceret hensynet til beskæftigelsen og hensynet til en sund og ansvarlig offentlig økonomi. Samtidig har vi gennemført en stribe reformer, der har skabt et godt fundament for et holdbart opsving i dansk økonomi. Og vi ser allerede gode resultater på arbejdsmarkedet. Flere kommer i beskæftigelse, ledigheden falder, og færre bliver berørt af langtidsledighed," siger Morten Østergaard i en pressemeddelelse. 

Økonomisk Redegørelse er regeringens vurdering af den økonomiske udvikling i Danmark og udlandet. Den indeholder en prognose for dansk økonomi samt en gennemgang af den økonomiske politik.

Læs hele Økonomisk Redegørelse her

Regeringen fremhæver følgende punkter i redegørelsen: 

  • Dansk økonomi er vokset i de seneste fem kvartaler, men tempoet har været behersket. Forudsætningerne er til stede for yderligere gradvis fremgang i produktion og efterspørgsel de kommende år, men tempoet vurderes at være langsommere end skønnet i august. Det afspejler både svagere eksport og svagere indenlandsk efterspørgsel. I år bremses væksten desuden af et fortsat fald i udvindingen af olie og gas i Nordsøen.

  •  Væksten i BNP skønnes at blive ¾ pct. i 2014 og tiltage til knap 1,5 pct. i 2015 og 2 pct. i 2016, hovedsageligt som følge af fremgang i den private sektor. Det indebærer en gradvis indsnævring af outputgabet fra ca. 2,25 pct. af BNP i 2014 til omtrent 1,5 pct. af BNP i 2016.

  • Den væsentligste drivkraft bag efterspørgslen er fortsat eksporten, der understøttes af en gradvis genopretning i den globale økonomi. Over de kommende år ventes en mere balanceret udvikling, hvor den indenlandske efterspørgsel i højere grad trækker fremgangen i den samlede efterspørgsel.

  • I takt med at eksporten tager til, ventes både beskæftigelse og kapacitetsudnyttelse i den private sektor at øges. Det vil forplante sig til husholdningernes forbrug og virksomhedernes investeringer.

  • Det private forbrug har udviklet sig svagt de senere år, blandt andet som følge af et behov for konsolidering hos en del husholdninger efter en periode med højt og delvist lånefinansieret forbrug. Forbruget er nu blevet bedre afstemt med indkomsterne, og husholdningerne er begyndt at nedbringe gæld. På den baggrund vurderes det, at forbruget fremadrettet vil følge fremgangen i indkomsterne.

  • Der er udsigt til fortsat bedring på boligmarkedet – med stigende priser på tværs af landet. Der er tegn på, at fremgangen nu ikke længere er isoleret til de største byer. De højere boligpriser bidrager til, at det igen bliver attraktivt at bygge nye boliger. Der ventes derfor en fornyet fremgang i nybyggeriet om end fra et historisk lavt niveau. Stigende boligpriser ventes samtidig at styrke husholdningernes økonomi via en genopretning af friværdierne.

  • På trods af en relativt beskeden økonomisk vækst har der været en gradvis bedring på arbejdsmarkedet. Den samlede beskæftigelse er steget siden midten af 2013 og vurderes at være vokset med 18.000 personer i år. I 2015 og 2016 ventes beskæftigelsen at stige med henholdsvis 19.000 og 25.000 personer trukket af de private serviceerhverv. Den strukturelle beskæftigelse er steget betydeligt siden 2008. Beskæftigelsen kan derfor stige de kommende år, uden at det fører til flaskehalse eller mangel på arbejdskraft generelt, selvom der kan være vanskeligheder med at rekruttere særligt specialiserede medarbejdere.

  • Fremgangen på arbejdsmarkedet afspejles også i ledigheden, som generelt har været faldende siden midten af 2012. Bruttoledigheden vurderes at være aftaget med 18.000 personer i år, og fremadrettet vil stigende beskæftigelse bidrage til at nedbringe ledigheden yderligere med henholdsvis 5.000 og 7.000 personer i 2015 og 2016.

  • Finanspolitikken er tilrettelagt med henblik på at understøtte vækst og beskæftigelse inden for de ansvarlige finanspolitiske rammer givet ved EU-reglerne og budgetloven. Aktuelt skønnes den faktiske saldo i 2014-16 at udvise en vis margin til underskudsgrænsen. I 2014 er der udsigt til overskud, idet der ventes ekstraordinært store midlertidige indtægter fra pensionsafkastskatten og omlægningen af kapitalpensioner.     

Kilde: Økonomi- og idenrigsministeriet.

Forrige artikel Oplæg til folkeafstemning skal være klar til februar Oplæg til folkeafstemning skal være klar til februar Næste artikel 12. december: Bent Bøgsted 12. december: Bent Bøgsted