Regeringen forlænger disruptionrådets levetid

DISRUPTION: Danmark skal fortsat have et disruptionråd, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen efter det afsluttende møde på Marienborg. For fremtiden skal rådet dog kun mødes en enkelt gang om året.

Disruptionrådet vil ikke blive opløst, men skal i stedet mødes én gang om året for fortsat at drøfte og analysere de muligheder, ny teknologi giver.  

Sådan lød det fra statsminister og formand for disruptionrådet Lars Løkke Rasmussen (V), da han torsdag på Marienborg, i samarbejde med resten af rådet, præsenterede det endelige resultat af godt halvandet års diskussioner.

Der var ellers lagt op til, at dette skulle blive det sidste ud af ni møder, som er blevet holdt, siden disruptionrådet blev nedsat af regeringen i maj 2017. Formålet med rådet var, at man ville gøre Danmark klar til fremtiden, give plads til mere innovation og åbne for de nye muligheder, som blandt andet robotter og kunstig intelligens kunne bidrage med til fremtidens arbejdsmarked.

På baggrund af de ni møder har regeringen og disruptionrådet fremsat ”15 ambitiøse sigtelinjer for fremtidens Danmark”, som i høj grad fokuserer på digital udvikling, arbejdsmarkedet og læring.  

Efter det – i denne omgang – sidste møde i disruptionrådet, påpeger Lars Løkke Rasmussen nødvendigheden af, at diskussionerne fortsætter.

”Vi skal kæmpe for, at Danmark fortsat skal forblive et rigt samfund,” lød det i det efterfølgende pressemøde fra statsministeren.

Ingen må efterlades på perronen
Af de 15 omtalte sigtelinjer fremhæver Lars Løkke Rasmussen især tre initiativer, som regeringen aktuelt agter at tage fat i på baggrund af anbefalinger fra disruptionrådet.

Her er der tale om etableringen af et Dataetisk Råd, et øget fokus på styrket konkurrencetilsyn med onlineplatforme samt et såkaldt talentudspil. Sidstnævnte er regeringens plan om at lave en målrettet talentindsats, hvor man vil give de dygtigste studerende på tværs af grundskolen og de videregående uddannelser bedre mulighed for at dygtiggøre sig.

Statsministeren lagde samtidig vægt på, at man i samarbejde med disruptionrådet fortsat vil kæmpe for, at alle borgere i samfundet bliver en del af de muligheder, den teknologiske udvikling giver.

”Alle skal med. Ingen må efterlades på perronen, når toget kører i fremtiden,” lød det fra Lars Løkke Rasmussen.

Til stede ved pressemødet var også formanden for Fagbevægelsernes Hovedorganisation (FH), Lizette Risgaard, som roste det arbejde, regeringen og disruptionrådet har bidraget med, og påpegede, at dette var et vigtigt afsæt til diskussionen om, hvordan vi i fremtiden får alle med på arbejdsmarkedet.

Det blev dog også til en lille løftet pegefinger fra FH-formanden, der håber, at man kan gøre de fremsatte sigtelinjer mere forpligtende for regeringen. I samme vending udtrykte hun sin bekymring over, at uddannelse fortsat er et område, der bliver skåret meget ned på fra politikernes side.

Forrige artikel Bred opbakning til lynreform af seniorførtidspension Bred opbakning til lynreform af seniorførtidspension Næste artikel Danmarks nye kampfly skyder skævt Danmarks nye kampfly skyder skævt