Radikalt byrådsmedlem: Køn er ikke en kvalifikation
REPLIK: Det er ikke, som kommunalforsker Roger Buch påstår, et demokratisk problem, at kun 1/3 af valgte byrødder er kvinder. Det er derimod sundt for demokratiet, at vi stemmer efter politisk anskuelse og ikke køn, skriver David Munis Zepernick.
Af David Munis Zepernick (R)
Kommunalbestyrelsesmedlem i Frederiksberg Kommune
Med den nuværende udvikling vil der først være ligestilling ved kommunalvalget i 2096, postulerer kommunalforsker Roger Buch i en kronik i Altinget.
Præmissen for konklusionen er imidlertid, at ligestilling er identisk med 50-50-repræsentation i landets kommunalbestyrelser, og allerede her springer kæden af for kommunalforskeren.
Demokratiet - også det lokale - er jo netop kendetegnet ved, at man deler sig efter anskuelser og hverken, eller i hvert fald kun i meget begrænset omfang, efter køn, alder, seksuel orientering, etnisk baggrund, religiøs overbevisning eller andre af de mulige skillelinjer, som ofte fremhæves, når talen falder på diskrimination. Det er et sundhedstegn for demokratiet. Det er politikkens sejr over identitetspolitikken.
Ifølge Roger Buch er det en decideret falliterklæring, at "kun" 32,9 procent af de valgte byrødder er kvinder, men hvorfor er det egentlig det, og hvilken ligestillingsprocent er ifølge Roger Buch acceptabel? Det får vi ikke svar på, men man lades tilbage med det indtryk, at kun 50,0 procent er udtryk for ægte ligestilling. Hvis det er præmissen, er der ikke ligestilling mange steder i det danske samfund – hverken den ene eller den anden vej. Ville det også være en falliterklæring for ligestillingen, hvis der var 32,9 procent mænd?
Kvinder stemmer ikke på kvinder
Roger Buch fremhæver selv det faktum, at kvinder rent faktisk er flittigere til at stemme end mænd. Når andelen af kvinder i kommunalbestyrelsen, på trods af den fremherskende sideordnede opstillingsform, ikke afspejler det forhold, så skyldes det primært, at kvinder ikke hovedløst stemmer på kvinder, og at kvinder ikke stemme på kvinder, blot fordi de er kvinder.
Både mænd og kvinder stemmer primært på de kandidater, som, de håber på, kompetent vil varetage de mærkesager og forfølge de interesser, som de selv finder vigtige. Det kan være ældrepleje, normeringer i daginstitutioner, parkering, klima- og kystsikring, boligpolitik og meget andet.
Hvis man er i tvivl om, hvorvidt det er at foretrække frem for en ensidig stemmeafgivelse baseret på køn, så prøv at erstatte kvinde med mand i sætningen "som kvinde vil jeg altid stemme på en kvinde". Pludselig lyder det helt forkert og politisk ukorrekt.
Ekstra rygvind til kvinderne
Roger Buch påpeger helt korrekt, at rekrutteringsgrundlaget for kommunalvalgskandidater udgør en mikroskopisk del af befolkningen, da kun 3,1 procent af danskerne er medlem af et politisk parti, og to tredjedele af denne gruppe er mænd.
Han undlader dog at nævne, at der af samme årsag udfoldes betydelig kreativitet for at opmuntre kvinder til at stille op. Faktisk nyder de kvinder, som tager handsken op, ofte gavn af en ekstra "rygvind" lokalt i vælgerforeningerne alene i kraft af deres køn, som med afsæt i fortællingen om den massive underrepræsentation italesættes som en kvalifikation i sig selv. At få flere kvinder på listen fremstilles som en selvstændig del af løsningen på et stort demokratisk problem.
Men køn er ikke en kvalifikation, og valget af cirka en tredjedel kvinder til landets kommunalbestyrelser er hverken et stort demokratisk problem eller en falliterklæring til demokratiet. Det er indtil videre vælgernes klare dom. Og heldigvis for det!
Nytårstalen fra Bo Lidegaard: Den der står alene, står ikke stærkest
Alzheimerforeningen: Rapport afslører systematisk svigt på plejehjemmene
