Ny ranking: Danmark får fire universiteter i top-200

RANGLISTE: Aalborg Universitet får plads mellem de 200 bedste universiteter i verden på opdatering af anerkendt rangliste. De tre øvrige universiteter glider til gengæld lidt ned ad listen.  

Times Higher Education har netop offentliggjort ranglisten af verdens bedste universiteter. 

Det er gode nyheder for Danmarks nordligste universitet, for AAU får nu en plads imellem verdens 200 bedste med en placering som nummer 194. 

Den er en fremgang i forhold til sidste år, hvor AAU var placeret i gruppen af universiteter, som blot fik stemplet imellem 201 og 250.  

"Aalborg Universitet går frem, fordi vores forskning bliver brugt ude i verden. Det kan vi se i antallet af citationer. Det glæder mig meget, at universitetet er stærkt både på forsknings- og på uddannelsessiden," siger rektor Per Michael Johansen, AAU.

Nedgang for øvrige universiteter
Omvendt er det småt med positive nyheder for de øvrige danske universiteter i toppen af verdenseliten. De glider nemlig alle længere ned ad listen. 

AU og KU delte en plads som nummer 109 på sidste års liste; i år glider KU 7 pladser ned ad listen, imens AU glider hele 14 pladser ned. 

Også for DTU er der tale om et fald i forhold til tidligere år.

Danmarks Tekniske Universitet glider således 10 pladser ned og befinder sig nu som nummer 163 i verden. 

Flot med fire 
Jesper Langergaard, direktør i Danske Universiteter, er glad for Aalborg Universitets placering på listen. 

"Jeg synes, det er flot, at vi nu har fire danske universiteter på listen," konstaterer Jesper Langergaard.

Omvendt skal man ikke lægge for meget i, at der er universiteter, som glider lidt op og ned ad listen. Det sker hvert år, siger Langergaard.

Intet nyt i toppen
Derimod er der ikke store ændringer i top-ti. Her er det stadig britiske universiteter, som rangerer i  top. 

De britiske universiteter gled ind i toppen, da Times Higher Education sidste år justerede på metoden. 

Top-tre udgøres af Oxford og Cambridge, imens Stanford University er øverst rangeret af de amerikanske universiteter på en tredjeplads, og man skal ned på sjettepladsen for at finde Harvard. 

Se listen her 

Forrige artikel Dagens overblik: Støjberg går mod DF – vil udvide integrationsuddannelse Dagens overblik: Støjberg går mod DF – vil udvide integrationsuddannelse Næste artikel Troels Lund åbner for ekstra penge til Arbejdstilsynet Troels Lund åbner for ekstra penge til Arbejdstilsynet