Ny friluftspolitik skal få danskere til bruge naturen

NATUR: Regeringen har præsenteret en ny national friluftspolitik, der skal gavne danskerne og væksten. Det handler blandt andet om bedre sundhed, siger miljøminister Kirsten Brosbøl (S). Friluftsrådet er glade.

Danskerne skal bruge naturen mere.

Sådan lyder det fra miljøminister Kirsten Brosbøl (S), som torsdag præsenterede regeringens nationale friluftspolitik til Friluftsrådets generalforsamling på Nationalmuseet i København.

"Friluftslivet betyder rigtigt meget for rigtigt mange mennesker. Og naturen giver os både noget mentalt og fysisk. Vi bliver simpelthen sundere og gladere mennesker af naturen. Derfor er der brug en national friluftspolitik," siger Kirsten Brosbøl.

Der ligger to års arbejde bag den nationale friluftspolitik, hvor intet mindre end 350 organisationer, foreninger, myndigheder og almindelige danskere har bidraget med idéer. Torsdag præsenterede miljøminister Kirsten Brosbøl så regeringens bud på en national politik, der tager udgangspunkt i otte pejlemærker. Pejlemærkerne handler om, at flere skal tage ejerskab i friluftspolitikken, lyder det fra miljøministeren.

"Det skal ikke bare være, at vi tager ejerskab politisk. Vi har allerede sat nogle skibe i søen – blandt andet med Naturplan Danmark – men der er brug for, at kommunerne og organisationerne også tager ejerskab. Og her skal pejlemærkerne være en fælles ramme," siger Kirsten Brosbøl.

Friluftsrådet udtrykker stor glæde over miljøministerens kurs.

"Vi er ikke vant til, at der bliver sat fokus på friluftspolitik. Og med de her pejlemærker bliver blikket rettet mod, at friluftsliv kan betyde vækst, sundhed og sociale fællesskaber. Det er vigtigt at få slået fast, at friluftsliv giver et godt bidrag til samfundet," siger formand Lars Mortensen.

Han mener dog, at regeringen kunne være mere opmærksom på, hvordan den nye politik bliver ført ud i livet:

"Det skal ikke bare blive en masse plusord, der ikke følges op af handling. Vi havde gerne set, at der var konkrete forslag til, hvordan det bliver et fælles anliggende mellem kommuner, organisationer og befolkningen."

Læs hele artiklen på Altinget: miljø (kræver abonnement). Tegn et gratis prøveabonnement her.

,

Forrige artikel EU-chefer skærper indsats i Middelhavet EU-chefer skærper indsats i Middelhavet Næste artikel Ny måling: Thorning fører fortsat over Løkke Ny måling: Thorning fører fortsat over Løkke