Ny fransk-tysk traktat: Merkel og Macron forsøger at berolige et Europa i oprør

BRUXELLES: Lederne fra det europæiske samarbejdes to vigtigste lande havde de store ord fremme, da de tirsdag mødtes på rådhuset i den tyske grænseby Aachen for at underskrive en ny traktat om forstærket samarbejde mellem Frankrig og Tyskland.

”74 år – en menneskealder – efter Anden Verdenskrig bliver der igen stillet spørgsmålstegn ved det, der tilsyneladende var en selvfølge,” advarede forbundskansler Angela Merkel.

Både den tyske kansler og den franske præsident fremhævede i deres taler kombinationen af Donald Trumps internationale opbrud og Europas egen voksende nationalisme som en farlig cocktail.

Så meget desto større behov er der, for at Berlin og Paris netop nu arbejder tæt sammen om at drive det europæiske samarbejde videre, mener de to ledere.

”Konflikterne mellem Frankrig og Tyskland har tidligere sat verden i brand. Det var vores pligt at gøre en ende på det for altid, og det har vi gjort. Fra nu af må det være vores fælles ambition, at Europa skal være vores folks skjold mod denne verdens fornyede tumult,” sagde Emmanuel Macron.

Skuffet Macron i Charles de Gaulles fodspor
Den nye aftale bygger videre på Élysée-traktaten, underskrevet af Charles de Gaulle og Konrad Adenauer i 1963, som i vidt omfang formaliserede efterkrigstidens fransk-tyske samarbejde. 56 år senere er det et radikalt anderledes Europa, deres efterfølgere står over for. Dette nye forsøg på at samle de fransk-tyske kræfter afspejler tvivlen og de oprørte politiske vande på tværs af en europæisk union, der er ved at miste Storbritannien som medlemsland.

I foråret 2017 kom Emmanuel Macron til magten med løfter om et stærkere europæisk samarbejde, drevet frem af nye impulser fra Paris og Berlin. De løfter har han haft meget svært ved at opfylde.

Især i den franske regering er der i dag slet skjult skuffelse over, at den EU-begejstrede præsident har måttet vente næsten to år på en aftale om styrket samarbejde med Tyskland. Og så er traktaten fra Aachen endda meget langt fra de fejende flotte ambitioner om europahær, eurobudget, fælles skatteregler og fælles økonomisk regering, som Macron højlydt har drømt om.

Dertil er Merkel alt for presset på sin hjemmebane, hvor de færreste politikere har appetit på aftaler, der kan opfattes som afgivelse af kontrol med Tysklands pengekasse.

Uden for citat erkender kilder i det franske præsidentpalads, at den nye traktat er blevet til i en ”svær politisk kontekst”, men at den ikke desto mindre udgør et ”vigtigt symbol på mange måder”, fordi den bringer de to store lande tættere på hinanden.

Militære og økonomiske ambitioner
Det er da heller ikke, fordi aftalen slet ikke indeholder nogen konkrete nyskabelser. Især på det forsvars- og sikkerhedspolitiske område er der fremdrift: Frankrig og Tyskland opretter et fælles ”sikkerhedsråd”, som jævnligt skal mødes på højeste niveau. Der er også planer om endnu tættere samarbejde om militære investeringer og udvikling af forsvarsindustrien.

Det er beslutninger, der helt klart er værd at notere sig – ikke mindst for et land som Danmark, hvor der endnu en gang er optræk til debat om vores forbehold for fælles europæisk forsvar.

Berlin og Paris formaliserer samtidig deres fælles forberedelse af alle forslag og beslutninger i det bredere EU, og de to lande forpligter sig til at gennemføre al ny europæisk lovgivning parallelt med hinanden. Samtidig lover de hinanden tættere samarbejde i FN, hvor Frankrig forpligter sig til at støtte Tysklands ønske om at blive permanent medlem af Sikkerhedsrådet.

På det økonomiske område opretter Aachen-traktaten en slags fælles vismandsgruppe, hvor både tyske og franske eksperter skal give samlet økonomisk rådgivning til begge landes regeringer. Merkel og Macron har også skrevet under på, at de vil arbejde på at skabe en fælles ”fransk-tysk økonomisk zone”, hvor stadig flere regler bliver de samme på begge sider af grænsen.

Aftalen indeholder også fælles ambitioner for energi, klima, uddannelse og forskning. Ikke desto mindre må de mest EU-ivrige nok konstatere, at traktatens artikler er mere fyldt med fine ord og hensigtserklæringer end egentlige konkrete nyskabelser.

Fake news fra det yderste højre
Kort sagt ligner det ikke en aftale, som umiddelbart vil revolutionere forholdet mellem Berlin og Paris eller kickstarte den fransk-tyske motor i det europæiske samarbejde.

Det siger noget om det højspændte politiske klima i Europa lige nu, at Aachen-traktaten alligevel bliver angrebet fra kritiske yderfløje både til højre og til venstre.

I den mere kulørte ende påstår den franske nationalistleder Marine Le Pen fra Rassemblement National (tidligere Front National), at præsident Macron har skjulte planer om at afstå Frankrigs plads i FN’s Sikkerhedsråd til Tyskland – og måske endda dele de franske atomvåben med tyskerne!

En anden fransk nationalist, Bernard Monot fra partiet Debout la France, mener at vide, at Macrons regering simpelthen vil ”forære” regionerne Alsace og Lorraine til Tyskland. Et sandt kup mod nationen, siger han.

Ingen af delene har nogen som helst konkret bund i den nye fransk-tyske aftale, der blot taler forsigtigt om øget samarbejde på forsvarsområdet, i FN og i grænseområderne mellem de to lande.

Angrebene fra Le Pen og Monot ligner snarere samme forsøg på politisk underminering via overdrivelse eller misinformation, som vi så i forbindelse med europæiske lederes undertegnelse af FN’s migrationspagt i Marrakesh sidste år.

EU's motor eller bare et magtmonopol?
Men der eksisterer også en anderledes politisk og substantiel kritik af traktaten fra Aachen. Den kommer blandt andet fra den yderste venstrefløj i både Frankrig, Tyskland og i Europa-Parlamentet.

Her lyder der klager over en aftale, som mest handler om militær oprustning og penge, mens den ikke skaber større økonomisk solidaritet eller gør noget for at rette op på den sociale ulighed i Europa. Der er også kritik af, at Tyskland og Frankrig bare er ude på at dominere resten af EU og skabe et ”magtmonopol” med deres forstærkede samarbejde.

Den sidste bekymring stikker nok dybere end andre i en række medlemslande. Danmark er langtfra det eneste medlemsland, der frygter at blive sat uden for reel indflydelse, hvis alt af betydning ender med at blive besluttet i en kerne af eurolande styret af Tyskland og Frankrig.  

Den erkendelse fik EU-præsident Donald Tusk til at fyre en venlig advarsel af, da han også holdt tale på rådhuset i Aachen i tirsdags.

”Lad mig sige det ligeud: Europa har i dag brug for et klart signal fra Paris og fra Berlin om, at styrket samarbejde i snævre formater ikke er noget alternativ til et samarbejde for hele Europa,” sagde Tusk.

Både Angela Merkel og Emmanuel Macron forsikrede om, at det på ingen måde er planen at hægte andre medlemslande af. Nogle vil tro på dem. Andre vil ikke.

En ting er dog sikkert: Hvis kansleren og præsidenten intet gjorde for at styrke deres samarbejde i disse turbulente tider, så ville de også blive skældt ud for det.

thomas.lauritzen@altinget.dk