Nadeem Farooq genopstiller ikke

NAVNE: MF Nadeem Farooq (R) har besluttet sig for ikke at genopstille ved næste folketingsvalg. Det skriver han på sin Facebook-side.

Nadeem Farooq, der blandt andet er arbejdsmarkeds- og skatteordfører for Radikale, har besluttet sig for ikke at genopstille ved det kommende folketingsvalg.

Det skriver han på Facebook.

"Jeg har altid vidst, at jeg ikke ville være politiker hele mit liv. Tiden til at prøve noget nyt er dog kommet hurtigere, end jeg havde forventet. Jeg vil gerne tilbage til erhvervslivet og bruge min uddannelse som økonom og erfaringer fra politik. Jeg er efterhånden blevet 38 år, og føler, at det skal være nu, at jeg vender tilbage," siger han og fortsætter:

"Jeg har været rigtig glad for at være medlem af Folketinget, og jeg er ganske tilfreds med at have sat synlige aftryk på skatte- og erhvervspolitikken samt hele reformdagsordenen på beskæftigelsespolitikken. Også fremadrettet er der brug for at give erhvervslivet mere attraktive og stabile rammevilkår." 

Nadeem Farooq har været medlem af Folketinget siden valget i 2011. Inden da har han af to omgange vikarieret for Anne Marie Geisler Andersen. Han har tænkt sig at blive i Folketinget frem til det kommende valg, skriver han.

Læs Altingets portræt af Nadeem Farooq: Den høflige hardliner

Forrige artikel Ny EU-Kommission er godkendt Ny EU-Kommission er godkendt Næste artikel Hård kritik af regeringens boligudspil Hård kritik af regeringens boligudspil