Mette Frederiksen skal genopfinde sin fortælling på rekordtid

”Hvad var det lige der skete?” 

Man kan ikke fortænke de ledende socialdemokrater i at klø sig i nakken og kigge undrende på en udvikling, hvor det, der lignede den mest sikre valgsejr i 20 år, kort før valget er endt med dødt løb, tenderende til et blåt flertal. 

Minksagen har selvfølgelig gjort sit. Minkkommissionens rapport var mere kritisk for regeringen end ventet, og statsminister Mette Frederiksens (S) efterfølgende pressemøde delte vandene. For Mette Frederiksens kritikere bestyrkede det beskyldningerne om magtfuldkommenhed, og det radikale bagland blev så provokeret af pressemødet, at partiets leder Sofie Carsten Nielsen var tvunget til at stille Mette Frederiksen et valgultimatum. Havde hun ikke gjort mindst det, var oprøret i det radikale bagland brudt ud i lys lue. 

Men meningsmålingerne tippede først over til den blå side, da et nyt parti meldte sin ankomst. Efter at have smidt fodlænken som følge af rigsretssagen, kom den tidligere Venstre-næstformand Inger Støjberg på banen med en kraft, de færreste havde regnet med. 

De afgørende vælgere 

Støjbergs nye parti Danmarksdemokraterne – der spiller på navneligheden med det indvandringskritiske Sverigedemokraterne på den anden side af sundet – ser i de første meningsmålinger ud til ikke alene at true det kriseramte Dansk Folkeparti på livet og tage toppen af Nye Borgerliges fremgang. Støjberg ser også ud til at kunne det, som hverken de erklærede midterpartier Moderaterne eller Radikale for alvor er i stand til: At fiske stemmer over midten og dermed have mulighed for at tippe flertallet. 

Venstres Søren Gade udtrykte det på denne måde: ”Inger Støjberg er faktisk forudsætningen for, at vi kan få lov til at drømme om en borgerlig-liberal regering.” 
Den egenskab havde Dansk Folkeparti i 20 år, og det var præcis de marginalstemmer, der sikrede statsministerposten til først Anders Fogh Rasmussen og siden Lars Løkke Rasmussen. Stemmer, der befinder sig i krydsfeltet mellem S, V og DF. Det var den vælgergruppe, Mette Frederiksen igen fik tag i ved valget i 2019, hvor en kombination af Arne-pension, decentralisering og en kontant udlændingepolitik gav pote. 

Radikal drejning 

Det sidste års tid har statsministeren imidlertid ændret signaler: Hvor de dominerende temaer var velfærd, udlændinge og kriminalitet i starten af regeringsperioden, har temaerne fra starten af sidste folketingsår snarere været klima og uddannelse. Det gjaldt både Mette Frederiksens tale til sit partis kongres i 2021, åbningstalen i Folketinget og den seneste nytårstale. Taler, der karakteristisk nok fik rosende kommentarer med fra Sofie Carsten Nielsen. 

Baggrunden for Mette Frederiksens stilskifte er indlysende. Socialdemokratiet har svært ved at nå ind til den voksende gruppe af akademikere og unge studerende i de store byer. Et problem, der blev understreget ved partiets miserable kommunalvalg i november, hvor socialdemokraterne ikke alene smed ti procentpoint i København, men også fik en lignende tilbagegang i Aalborg, Aarhus og Odense. 

Indtil nu har Mette Frederiksen ikke været i stand til at finde en formel, der både rummer unge storbyvælgere og den brede middel- og arbejderklasse i hele landet. Tværtimod ser de skiftende signaler ud til svække grebet om de arbejdervælgere, Mette Frederiksen erobrede i 2019 – uden at der kommer mange storbyvælgere den anden vej. 

Rent blåt 

På den blå side kan man dårligt tro sit eget held. Det folketingsvalg, man reelt havde afskrevet, giver nu pludselig en mulighed for en blå statsminister. Efter den konservative leder Søren Pape Poulsen også har meldt sig på banen, er der to borgerlige statsministerkandidater for første gang siden 1994, men det er ikke et problem så længe, der er sikkerhed for, at Pape og Venstres Jakob Ellemann-Jensen kan enes om en regering efter valget. 

Enkelte meningsmålinger har ligefrem givet blåt flertal uden det ramponerede Dansk Folkeparti. Det giver mulighed for en mere hardcore borgerlig politik på det økonomiske område end man har set i 30 år, en politik med nye arbejdsmarkedsreformer og skattelettelser. Præcis den type borgerlige politik, som den tidligere DF-formand Kristian Thulesen Dahl blokerede for under det sidste borgerlige flertal. 

Det kan ironisk nok være Mette Frederiksens bedste chance. En klassisk højreorienteret politik som modpol giver socialdemokraterne mulighed for et fordelingspolitisk opgør, hvor man kan appellere til meget brede vælgergrupper. 

Derfor lå det også lige til højrebenet, da Mette Frederiksen præsenterede et huslejeloft, der skal skærme omkring 200.000 husstande mod huslejestigninger på over fire procent. Ligesom Konservatives krav om at skrotte Arne-pensionen vil blive udnyttet flittigt i valgkampen. 

Modsætningsfyldt strategi 

Men regeringspartiets strategi fremstår stadig mudret. For parallelt med angrebene på de borgerlige hev Mette Frederiksen endnu engang idéen om en regering over midten frem af posen. Det svækker kraften i angrebene på V og K, når statsministeren samtidig inviterer dem i regering efter valget. 

Midterfantomet hjemsøger dansk politik med jævne mellemrum, sidst da Lars Løkke Rasmussen ud af det blå foreslog en bred regering i sidste valgkamp. Dengang gav det pote i form af ekstra mandater til Venstre, men det var i en ekstraordinær situation. I 2019 var mange opskræmte ved risikoen for, at Rasmus Paludans højreekstreme Stram Kurs kom i Folketinget, og det gav en helt speciel stemning i valgkampen. Intet tyder på, at Mette Frederiksen kan høste en lignende gevinst i 2022. 

Løkkes nye parti Moderaterne har en regering over midten som målsætning, og enkelte målinger giver faktisk Løkke et drømmescenarium med de afgørende stemmer. Men ironisk nok kan Løkke kun få de afgørende stemmer, fordi Støjberg er kommet på banen. 

Der er lagt op til den mest spændende valgkamp, siden Nyrup (S) vandt med et mulehår i 1998, og derefter er der udsigt til alenlange regeringsforhandlinger. Der er garanti for et glohedt politisk efterår.

erik@altinget.dk