Mette Frederiksen besøger Det Hvide Hus

Efter fire år som statsminister skal Mette Frederiksen for første gang besøge USA’s præsident i Det Hvide Hus.

Statsminister Mette Frederiksen (S) møder USA's præsident, Joe Biden, i Det Hvide Hus grundlovsdag 5. juni 2023.

Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

”Det er altid noget særligt for en statsminister at repræsentere Danmark i Det Hvide Hus. Det er det også for mig, og jeg glæder mig til besøget. USA er vores vigtigste allierede. Det transatlantiske bånd er så stærkt, som det nogensinde har været,” siger Mette Frederiksen, der på trods af at være i sin anden valgperiode som statsminister endnu ikke har besøgt Det Hvide Hus.

Til mødet vil der være fokus på det dansk-amerikanske samarbejde, den fortsatte støtte til Ukraine, forventningerne til Nato-topmødet i Vilnius og samarbejde om fremtidens trusler samt grøn omstilling og klima.

"En usikker verden kræver sikre partnerskaber. Den geopolitiske situation er i opbrud. Autoritære tendenser vinder frem. USA er under præsident Bidens lederskab gået forrest i støtten til Ukraine. Vi står samlet, ikke splittet," fortæller statsministeren.

Joe Biden og Mette Frederiksen mødes igen i Vilnius sammen med Nato-landenes regeringsledere 11.-12. juli.

Forrige artikel Løkkes cv er fyldt med havarerede politikere. Spørgsmålet er, om Mette Frederiksen bliver den næste Løkkes cv er fyldt med havarerede politikere. Spørgsmålet er, om Mette Frederiksen bliver den næste Næste artikel To økonomer og to formænd vurderer sundhedspakken: Regeringens milliarder skal redde tilliden til sundhedsvæsenet To økonomer og to formænd vurderer sundhedspakken: Regeringens milliarder skal redde tilliden til sundhedsvæsenet