Mette Bock nedsætter museumsråd

Mette Bock har nedsat to museumsråd, der skal hjælpe med at udvikle Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst.

Kulturminister Mette Bock har nedsat to nye museumsråd, der skal fungere som advisoryboard for henholdsvis Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst, skriver MediaWatch. De to råd består af en række personligheder fra dansk kulturliv, og de skal bidrage med organisatorisk, ledelsesmæssig og økonomisk sparring til museets daglige ledelse.

I spidsen for museumsrådet, der skal være med til at udvikle Nationalmueet, har Mette Bock valgt direktør for DR Kultur, Tine Smedegaard Andersen. Hun får selskab af underdirektør i Tivoli, Dorthe Weinkouff Barsøe, analysechef i Visitdenmark, Helle Damkjær, direktør for Nordiska museet, Sanne Houby-Nielsen, direktør for Bikubenfonden, Søren Kaare-Andersen og professor ved SDU, Jens Oddershede.

I det tilsvarende råd for Statens Museum for Kunst er administrerende direktør for Roskilde Festival Gruppen, Signe Lopdrup, udvalgt til at være formand. De øvrige medlemmer er rektor for Metropol, Stefan Hermann, direktør for Malmø Kunstmuseum, Cecilia Wiedenheim, administrerende direktør og partner i Big Arkitekter, Sheela Maini Søgaard, operainstruktør, Kasper Holten og udviklingsleder på Den Danske Filmskole, Søren Friis Møller. 

 

 

 

Forrige artikel Venstre-veteran stopper i politik Næste artikel S stiller med 13 kommunalkandidater i Lejre