Mette Bock: EU har brug for en liberal stemme i en tid med Orbán

LANDSMØDETALE: Liberal Alliances spidskandidat til europaparlamentsvalget understreger behovet for en liberal stemme i et EU, der er presset af østeuropæiske medlemslandes brud på frihedsrettigheder.

KØBENHAVN: Der er brug for Liberal Alliances stemme i Bruxelles og Strasbourg, når EU i de næste fem år skal skabe rammerne for fremtidens Europa.

Det mener partiets spidskandidat til europaparlamentsvalget, Mette Bock.

”Jeg håber, at vi med Liberal Alliances stemme i EU kan være med til at sikre, at det næste kapitel, som skal åbnes i EU’s kommende femårige periode, bliver et langt mere liberalt Europa,” sagde hun i sin tale på landsmødet.

I et interview med Altinget uddyber hun, at Europa ved valget i slutningen af maj står over for et skæbnevalg i en tid, hvor europæiske værdier er under pres:

”Vi har et Brexit, Trump, der vender ryggen til Europa, og Orbán, der knægter frihedsværdier,” siger hun og tilføjer:

”Liberale har det svært i Europa for tiden og er klemt mellem nationalkonservative og den socialistiske yderfløj. Derfor har vi brug for liberale stemmer i EU efter valget.”

Katastrofe for Danmark, hvis EU falder fra hinanden
Hvis det ikke lykkes for de liberale stemmer at få reformeret det europæiske samarbejde, vil det falde fra hinanden snart, lyder dommen fra Mette Bock.

”Og det vil være en katastrofe for både Europa og Danmark.”

I sin tale på landsmødet nævner Mette Bock, at hun foruden at sikre en liberal stemme også er klar til at samarbejde med flere af sine danske kollegaer i Europa-Parlamentet i forsøget på at påvirke det næste kapitel i EU's historie:

”Jeg vil gerne på mange måder stå skulder mod skulder med mine medmedlemmer fra dansk side, så vi kan bringe en nordisk liberal stemme tilgang til, hvordan man arbejder med demokrati, til et EU, som står i dyb krise.”

,

Forrige artikel EU’s medlemslande afviser nye dagpengeregler EU’s medlemslande afviser nye dagpengeregler Næste artikel Hvem stemmer på SF? Her er partiets kernevælger Hvem stemmer på SF? Her er partiets kernevælger