Martin Henriksen vil være DF's nye formand

Når medlemmerne i Dansk Folkeparti til januar skal vælge ny formand, kan de tilføje en ny kandidat til listen, da Martin Henriksen stiller op til formandsvalget.

7. januar lukker tilmeldingsfristen for at melde sit kandidatur til Dansk Folkepartis formandsvalg, og Slagelse-kredsens formand, Peter Kiralyfalvy (DF), bekræfter, at Martin Henriksen (DF) stiller op som formand.

Det skriver Politiken.

Der er kamp om formandsposten i Dansk Folkeparti, efter partiets nuværende formand, Kristian Thulesen Dahl, meddelte sin afgang i november i år. Det sker, efter Dansk Folkeparti oplevede stor tilbagegang og mistede repræsentation i flere kommuner ved det seneste kommunalvalg.

Til et ekstraordinært årsmøde 23. januar 2022 skal partiets medlemmer vælge, hvem der skal være DF's nye formand. Valget står mellem Merete Dea Larsen, Erik Høgh-Sørensen og Morten Messerschmidt, og nu vil det forhenværende folketingsmedlem og integrationsordfører Martin Henriksen også være med i kampen.

Problemer med topledelsen

Martin Henriksen har den seneste tid haft et anstrengt forhold til ledelsen i Dansk Folkeparti, og i starten af november måtte han meddele, at han var blevet fyret fra sin stilling som konsulent i DF's sekretariat.

Fyringen peger på en række kontroversielle udtalelser, som Martin Henriksen kom med i løbet af efteråret, hvor han blandt andet beskyldte partiets ledelse for at være for pæne.

"Der er nogle, der mener, at vi skal forvandle os til nogle, der ligner alle de andre og er sådan nogle pæne nogle. At vi skal strømlines og have fokusgrupper. Vi bliver nødt til at være skarpere. Men i stedet diskuterer vi, om vi skal være pænere, og hvordan tonen i debatten er. Det lyder næsten halvradikalt," sagde Martin Henriksen til partiets årsmøde i september.

Centralt placerede medlemmer i partiet forventer, at Martin Henriksen officielt melder sit kandidatur inden for få dage. Martin Henriksen er folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Sjællands storkreds og har været folketingsmedlem for partiet i perioden 2007-2019.

Forrige artikel Nye værter til TV 2 News Næste artikel Enhedslisten henter ny presse- og kommunikationschef fra ngo