Løkke: Ministres privatøkonomi skal frem i lyset

ÅBENHED: Alle ministre skal lægge oplysninger om økonomiske interesser offentligt frem. Det slår statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fast. Flere nye ministre fra LA og K har hidtil boykottet krav om åbenhed på området.

Den er obligatorisk.

Sådan definerer statsminister Lars Løkke Rasmussen ordningen, hvor ministre offentliggør oplysninger om egne og partneres økonomiske interesser.

Det skriver Information onsdag.

Statsministeren presser dermed en række nye borgerlige ministre til at åbne op om privatøkonomien.

Selvom Folketingets præsidium i 2014 gjorde det obligatorisk for folketingsmedlemmer at oplyse om privatøkonomiske interesser, har flere politikere i blå blok hidtil boykottet det såkaldte offentlige hvervregister.

Heriblandt tæller de nyudnævnte ministre Anders Samuelsen (LA), Simon Emil Ammitzbøll (LA), Merete Riisager (LA), Ole Birk Olesen (LA), Mai Mercado (K) og Brian Mikkelsen (K).

Statsministeren forventer dog, at ministrene inden for kort tid ændrer praksis.

”Det er min forventning, at oplysningsskemaerne for de ni ministre, som blev udnævnt den 28. november 2016, og som ikke allerede var ministre på dette tidspunkt, vil blive offentliggjort på Statsministeriets hjemmeside i løbet af januar 2017,” skriver Lars Løkke Rasmussen ifølge Information til Folketingets udvalg for forretningsordenen.

Folketingets offentlige hvervregister indeholder blandt andet oplysninger om lønindtægter, formueforhold, gaver og tilskud til udenlandsrejser.

Forrige artikel Fik du set: Da Espersen spurgte LA, om det er ansvarligt at gå i regering og så mene noget nyt Fik du set: Da Espersen spurgte LA, om det er ansvarligt at gå i regering og så mene noget nyt Næste artikel Husker du: Det skete i dansk politik 2016 – kapitel 1 Husker du: Det skete i dansk politik 2016 – kapitel 1