Lars Aslan: Fuld plade hos Alternativets bullshit-bingo

KOMMENTAR: Det er ubehageligt og ondskabsfuldt, at Alternativet konstant angriber medierne, hver gang de havner i uheldige sager, de selv har anbragt sig i.

Det har været ualmindeligt underholdende at følge Københavns nye kulturborgermesters løgne og dårlige undskyldninger, som til sidst udviklede sig så farceagtigt, at man ikke vidste, om man skulle grine eller græde.

Skandalerne drejer sig ikke om beløbet, Niko Grünfeld har møbleret sit kontor for, men om hele hans feje ageren, der startede allerede, da han skulle vælge borgmesterpost.

I hele kommunalvalgkampen i København kørte Alternativet en målrettet kampagne mod jobcentrene og kommunens beskæftigelsesindsats, som nærmest blev beskrevet som KZ-lejre, og den daværende borgermester på området, Anna Mee Allerslev (R), blev hængt ud på store plakater under navnet ”Anna Ansvarsløs”.

Det kom så først frem, at Niko Grünfeld havde brugt et større beløb på dyre møbler og givet arkitekthonoraret til en af hans støtter i kommunalvalget, som ovenikøbet er søster til en af de ledende ansatte i partiet.

Før det var der sagen om, hvordan de ansatte på Borgen skulle sende ”pikbilleder”, sagen om penge til partiet fra skattely og nu sagen om, hvordan deres politiske ordfører prædiker grøn omstilling, og at man skal holde ferie i Danmark, mens hun selv ferierer meget langt væk fra Danmark og altid flyver.

Og nej, sagerne er i sig selv ikke kæmpe store.

Alle partier har uheldige sager, og mange politikere har dummet sig ufatteligt meget gennem tiderne.
Men det, der er særligt ubehageligt og ondskabsfuldt, er Alternativets konstante angreb på medierne, hver gang de havner i lortesager, som de selv har anbragt sig i.

Så går de massivt til modangreb på vores frie presse, og det er noget af det mest usympatiske overhovedet. Vi så det allerede i forbindelse med et legendarisk interview på DR, hvor det lykkedes Clement Kjærsgaard at klæde Uffe Elbæk af i et kritisk interview.

I stedet for, at diskussionen kom til at handle om, at partilederen havde svært ved at redegøre for sin politik, valgte Alternativet at starte en massiv shitstorm mod Clement.

Og sådan optræder partiet igen og igen.

”Vi bliver behandlet ekstra hårdt af pressen”, gentager Elbæk og hans partifæller igen og igen. Eller ”vi i Alternativet skal altid have en lidt højere moral end andre”.

Seriøst, det er jo fuld plade i bullshit-bingo. Pressen går kritisk til alle; det er dens opgave. Jeg tror ikke, der er en eneste politiker, der er havnet i en møgsag, der synes, at pressedækningen har været tiptop.

Men når man ovenikøbet har så meget storhedsvanvid, at man er statsministerparti, velvidende at 97 procent af befolkningen ikke støtter ens parti, ja, så man må kunne forvente kritisk dækning – ligesom alle andre.

----------

Lars Aslan Rasmussen er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Jarl Cordua: Alternativet er partiet, alle politikere flygter fra Jarl Cordua: Alternativet er partiet, alle politikere flygter fra Næste artikel Christian E. Skov: Saudierne er skiderikker, men det er vores skiderikker Christian E. Skov: Saudierne er skiderikker, men det er vores skiderikker