Kulturredaktør: Det skal du huske fra 2017

ÅRET DER GIK: Redaktør for Altinget: kultur giver her sit bud på årets vigtigste politiske begivenheder på kulturområdet.

Kulturministre er sjældent glade for at føre reel kulturpolitik med skarpe prioriteringer. Kulturlivet mobiliserer sig i selskab med pressen, hvorefter ministeren ender som den store taber.

Mette Bock (LA) skulle dog vise sig at gøre op med den tendens, da hun den 21. april valgte at skære Sjællands Symfoniorkester, Copenhagen Phil, med 8 millioner kroner, der i stedet blev tilført de fire landsdelsorkestre vest for Storebælt.

”Borgere i hovedstadsområdet har nem adgang til kulturtilbuddene, mens tilgængeligheden ikke er så god i resten af landet. Derfor må vi omprioritere,” lød begrundelsen fra Mette Bock.

Trækket er et forvarsel på en tydelig udkantsdiskurs, der lader til at ville præge den generelle kulturpolitiske linje de kommende år – hvilket også er den klare dagsorden for Dansk Folkeparti.

Samtidig tegnede begivenheden også et billede af en ny strategi i Kulturministeriet. Mette Bock valgte nemlig at skaffe sit flertal med DF, før hun gik til pressen med forslaget.

Dermed undgik hun den sædvanlige storm af demonstrationer, underskriftsindsamlinger og støttegrupper på Facebook, som typisk afskrækker regeringer fra at lave seriøse prioriteringer på kulturområdet.

Forrige artikel Slutspurt: Folketinget skal vedtage 27 lovforslag inden juleferien Slutspurt: Folketinget skal vedtage 27 lovforslag inden juleferien Næste artikel Transportredaktør: Det skal du huske fra 2017 Transportredaktør: Det skal du huske fra 2017