Kronprins Frederik aflyser OL-tur til Tokyo

Den danske Kronprins er nær kontakt til en smittet med corona og må derfor aflyse sin tur til Tokyo i forbindelse med De Olympiske Lege. 

Kronprins Frederik aflyser sin tur til Japan i forbindelse med OL. 

Det skriver Kongehuset i en pressemeddelelse på deres hjemmeside. 

Kongehuset oplyser, at Kronprinsen er nær kontakt til en person, der er smittet med COVID-19. Da Japan har skærpede indrejsekrav på grund af pandemien, må Kronprinsen derfor aflyse sin tur til den japanske hovedstad. Her skulle han have overværet De Olympiske Lege fra den 19. til den 26. juli 2021.

Tidligere dette år meddelte Kongehuset, at Kronprinsen efter 12 år forlod Den Internationale Olympiske Komité (IOC). Han træder officielt ud af komitéen på generalforsamling den 20. juli 2021. Kronprinsen deltager på grund af sin status som nær kontakt online til generalforsamlingen.  

Ydermere oplyser Kongehuset, at hverken Kronprinsessen eller parrets børn er nære kontakter til den smittede. 

Forrige artikel Tidligere pressechef i Erhvervsministeriet har fået nyt job Næste artikel Dødsfald: Forfatter Vita Andersen (78)