Kronik: En skarnsunge siger op
KULTURKAMP: Samfundsdebatten bliver pivskæv, hvis det – som nu – kun er de privilegerede få, som deltager. Jeg har ikke råd til at være med, skriver Line Rosenvinge.
Af Line Rosenvinge
Kunsthistoriker
Med virkning fra månedens udgang vil jeg gerne sige op fra det job, som jeg aldrig fik. Forvirret? Det er jeg også.
Der er brug for mig (det er der i al fald nogen, der siger). Og jeg elsker mit job, det gør jeg virkelig, for jeg skriver om kunst og kultur, herunder samfund og politik, og det har jeg gjort i over 20 år.
For at kunne sige noget begavet har jeg brugt otte år på en akademisk uddannelse. Min bare. Som om dét skulle være garant for anerkendelse, jobmuligheder og lønordning.
Jeg gider ikke mere. Det er ikke, fordi jeg er doven. Jeg har publiceret over 500 tekster og brugt oceaner af tid på at pitche idéer. Men markedet for kulturskribenter er overophedet, og jeg må sande, at jo mere jeg arbejder (publicerer), des sværere bliver det at arbejde (få ansættelse og løn).
Husk at have en mening og deltag i debatten
Forleden skrev Hanne-Vibeke Holst her på Altinget, at det er på tide, at skarnsungerne svarer igen – med henvisning til det nylige Røddingmøde, hvor kulturministeren bad kulturlivet om at deltage i samfundsdebatten. Men det er altså svært.
Det er ikke svært at finde på noget at sige. Heldigvis er der mange, som gerne vil mene noget kvalificeret. Men det koster blod, sved og tårer at blande sig i debatten. Til gengæld får man en luset løn.
Som Holst skriver: "... når ministeren i sin mageløse arrogance bebrejder nutidens kunstnere deres manglende samfundsengagement og henviser til, at disse fribyttere i de gode gamle dage var langt mere engagerede og deltagende i den fælles samtale, glemmer hun for det første, at de, med datidens betydeligt højere aflønning af kunstnerisk arbejde, havde bedre råd til den tidskrævende luksus, det er at ytre sig i debatten. Dengang kunne man leve i ugevis på en kronik – og DR betalte fremmødehonorar!"
Måske kan jeg dø lykkelig
I over 12 år har jeg været en momsregistreret enkeltmandsvirksomhed. Jeg kan godt lide at være selvstændig og har lavet alt muligt inden for kunst og kultur i ind- og udland, men gennem de seneste tre år har jeg fokuseret på skribentvirksomheden, fordi jeg syntes, at det var nødvendigt at bevare en vis integritet, og for at være kritisk og uvildig, når jeg skriver om kunst og kultur, må jeg ikke være sovset ind i alskens relationer.
Gennem to tiår har jeg bestræbt mig på at tale frit. For dét har jeg fået på tæven. Ikke korporligt, men verbalt fra folk og fæ i det såkaldt offentlige rum, hvor alle naturligvis må sige deres mening. Det har, for det meste, været sjovt og meningsfuldt. Andre gange har det været knap så sjovt.
Undervejs har jeg fået indtryk af, at nogle har kunnet bruge det til noget. Det har altså ikke bare været støj. Måske har jeg bidraget en lillebitte smule til højnelsen af den generelle dannelse og folkets fornemmelse for aktuelle kunst- og kulturproduktioner. I så fald kan jeg dø lykkelig.
Hvorfor stoppe? Fordi det ikke kan betale sig at arbejde. De år, hvor jeg har fokuseret på skribentvirksomhed, har min årlige bruttoindtægt været under 50.000 kroner, så jeg har levet på almisser fra min mand og arven fra min mor.
Det er ikke bare mig. Jeg er bekendt med kolleger, som kan tillade sig at arbejde i kulturlivet, udelukkende fordi de har et formuende ophav, en ægtefælle med stabil indtægt, en usædvanligt billig bolig, en kronisk sygdom, som giver statslig understøttelse – eller en kombination af disse faktorer.
Overvej: Samfundsdebatten bliver pivskæv, hvis det kun er de privilegerede få, som deltager?
Til hvem det måtte vedrøre
Jeg har skrevet jævnligt for Børsen Opinion samt nichemediet Kunsten.nu og sporadisk for Weekendavisen, Dagbladet Information, diverse internationale kunstmagasiner og har sågar haft et par klummer her på Altinget, dertil enkelte bestillingsarbejder i form af katalogtekster til kunstnerbøger. Men jeg må sande, at jeg ikke er dygtig nok.
Enten er jeg ikke dygtig nok til at tænke og skrive, eller også er jeg ikke dygtig nok til at have rundsave på albuerne i en branche med brødnid, hvor alles kamp mod alle kan gøre det svært at opføre sig ordentligt. Eller også er der bare ikke efterspørgsel på fagligt funderede tekster om kunst og kultur. Jeg melder mig hermed ud af debatten, jeg kan ikke holde til det mere.
Fra nu af vil jeg kun udgive noget, der er trykt og har limryg. Jeg har allerede noteret mig, at der ultimo oktober er bogmesse i Bella Center Copenhagen, og håber at finde en redaktør.
Lad os bare sige, at dette både er en opsigelse-til-hvem-det-måtte-vedrøre og en anmodning-om-fremtidigt-samarbejde for den, som kunne være interesseret i et skarn som mig.
Historiker: Styrk demokratiet - afskaf partierne og træk lod i stedet
Rami Zouzou: Hvorfor er det kun højrefløjen, der stiller kritiske spørgsmål til indvandrere?
