Kristendemokraterne klar til Folketinget

KORT NYT: Kristendemokraterne afleverede mandag 21.000 vælgererklæringer i Indenrigsministeriet, og partiet er dermed klar til at gøre endnu et forsøg på at komme i Folketinget ved næste valg.

Ved valget i september 2011 lykkedes det ikke Kristendemokraterne at komme i Folketinget, men partiet er nu klar til at gøre endnu et forsøg ved næste folketingsvalg. 

De 21.000 vælgererklæringer skal godkendes i Indenrigsministeriet, inden partiet formelt er opstillingsberettiget. Det kræver minimum 20.000 underskrifter at stille op til folketingsvalg.

Kristendemokraterne fik ved sidste valg kun 0,8 procent af stemmerne og lå dermed et stykke under spærregrænsen på to procent. Partiet røg ud af Folketinget i 2005, men var dog repræsenteret i Folketinget fra juni 2010 frem til valget i 2011 af løsgænger og tidligere medlem af Konservative, Per Ørum Jørgensen.

Efter interne uenigheder forlod Per Ørum Jørgensen formandsposten i efteråret 2012. Han blev afløst af nuværende landsformand Stig Grenov. 

Forrige artikel Økonomiaftale tæt på Økonomiaftale tæt på Næste artikel 50.000 børn er ikke længere fattige 50.000 børn er ikke længere fattige