KreaKoms direktør bliver partner i public affairs-bureau

Charlie Stjerneklar har efter knap to år hos brancheorganisationen Kreativitet og Kommunikation valgt at blive partner i bureauet Grace public affairs. 

Fra at kæmpe for branchen til at arbejde i den. 

Det er realiteten for Charlie Stjerneklar, der har valgt at skifte stillingen som direktør i brancheorganisationen Kreativitet og Kommunikation ud med en partnerrolle hos Grace public affairs. 

Det fremgår af en pressemeddelelse sendt til Altinget. 

"Al den snak om det skønne i konsulentlivet, har givet mig lyst til at komme ud på bureau igen og få politisk jord under neglene. Og da det blev muligt i et af Danmarks bedste Public Affairs-bureauer, så kunne jeg ikke gøre andet end at slå til,” fortæller Stjerneklar selv om skiftet. 

Charlie Stjerneklar har mangeårig erfaring med politisk kommunikation i både bureau- og virksomhedsregi. Han har blandt andet været public affairs konsulent hos Rud Petersen og kommunikationschef for Phillip Morris danske afdeling og Vækstfonden. 

Han har en bachelor i økonomi fra Københavns Universitet samt en kandidat i virksomhedsadministration fra CBS. 

Charlie Stjerneklar bliver i stillingen som direktør for Kreativitet og Kommunikation indtil 1. marts.  

Forrige artikel Her er vinderen af Verdensmålsprisen 2023 Her er vinderen af Verdensmålsprisen 2023 Næste artikel Dansk Design Center får ny direktør Dansk Design Center får ny direktør