Kontrolenhed finder brud på arbejdsklausuler i staten i to ud af tre tilfælde

Kontrolenhed mod social dumping har fundet overtrædelser i knap 70 procent af deres kontroller med statslige arbejdspladser. 3F er ikke overrasket og efterspørger flere kontrolmuskler.

Når Statens Kontrolenhed kører ud og besøger arbejdsvilkårene på statslige arbejdspladser, er der ikke styr på løn, pension og feriefridage.

Ud af 198 dokumentkontroller, som enheden har gennemført siden oktober 2020, er der vurderet overtrædelser i 135 af slagsen.

Der er især udfordringer med underbetaling, manglende løn, pension og søgnehelligdage.

Systematisk underbetaling

”Vi er desværre ikke overrasket over den dokumenterede og omfattende svindel, som udøves for danske skattekroner,” fortæller forbundssekretær i 3F Søren Heisel om de nye tal, som Altinget har fået aktindsigt i. 

Den statslige kontrolenhed blev oprettet af regeringen i oktober 2020 med det formål at styrke indsatsen mod social dumping hos statens leverandører.

Helt konkret bliver der ført tilsyn med arbejdsklausuler i kontrakter, hvor blandt andet Vejdirektoratet, Banedanmark, Bygningsstyrelsen og Økonomistyrelsen er parter i aftalen.

Afdelingsleder i Statens Kontrolenhed for Arbejdsklausuler Andreas Madsen fortæller, at fundene "dækker over mindre beløb og enkelte medarbejdere til helt stor systematisk underbetaling af flere medarbejdere”. 

”Så det kan dreje sig om nogle ret store beløb,” fortæller han og tilføjer, at det er kontraktholderen, der står for en eventuel sanktion.

Det er nemlig sådan, at hvis kontrolenheden finder overtrædelser, så sendes en endelig rapport til den pågældende statsinstitution, der har indgået aftalen. Det er herefter den enkeltes institutions ansvar at afgøre, hvilke sanktioner der anvendes mod leverandøren, hvis der er brud på arbejdsklausulen.

Andreas Madsen kan ikke sige, hvor galt det ser ud derude, men fortæller at deres normering gør, at de nødvendigvis må arbejde stikprøve- og risikobaseret.

Flere kræfter i kontrollen

Har du en oplevelse af, at de her sager fører til, at der bliver rettet op på forholdene? 

”Vi fører ikke statistik over det. Men vi har helt sikkert kendskab til, at vores fund gør, at kontraktholderne sikrer, at der sker de her efterbetalinger til de underbetalte medarbejdere. Så kort sagt, ja. Vi tror på, at det nytter noget,” fortæller Andreas Madsen.

Søren Heisel fortæller, at det er godt, at regeringen fik etableret en kontrolenhed efter statsrevisorens kritik af, at staten slet ikke kontrollerede sine arbejdsklausuler. Men mener samtidig, ”at der skal sikres betydeligt flere kontrolmuskler end de nuværende otte kontrolmedarbejdere, når man ser på den portefølje og udbudsstørrelse, enheden har ansvaret for at kontrollere.”

Det er ifølge Søren Heisel afgørende, at staten sikrer fair konkurrence og ser på andet end det billigste tilbud:

”Det billigste tilbud består reelt af underbetaling, svindel og livsfarligt arbejdsmiljø.”

Forrige artikel Ny debat: Hvordan skal Danmark klare sig gennem energikrisen? Ny debat: Hvordan skal Danmark klare sig gennem energikrisen? Næste artikel Åbningstale: Mette Frederiksen hyldede Haarder, Jelved og Dam i stedet for at udskrive valg Åbningstale: Mette Frederiksen hyldede Haarder, Jelved og Dam i stedet for at udskrive valg