Klimaminister: Trump kan ikke slå klimaaftalen ihjel

KLEXIT: Anonyme kilder oplyser til flere amerikanske medier, at præsident Trump vil trække USA ud af FN's klimaaftale. Sker det, vil det være skidt. Men både aftalen og den grønne omstilling vil fortsætte, siger klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Hvorvidt USA trækker sig ud af den globale klimaaftale, der blev indgået af verdens lande i Paris i 2015, bliver afgjort i de kommende dage, oplyser den amerikanske præsident Donald Trump på Twitter.

En række amerikanske medier citerer dog allerede anonyme kilder for, at USA vil trække sig fra aftalen, som tæller 195 FN-lande.

Og sker det, vil det være rigtig skidt, men klimaaftalen og den grønne omstilling vil fortsætte, lyder det fra den danske regering.

”Hvis rygterne taler sandt, så er det et skidt signal fra den amerikanske præsident. Det er skidt i forhold til klimaet og til tilliden til sådanne aftaler, hvis et land som USA ikke står ved den,” siger klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Han mener, at EU nu skal mere på banen og vise resten af verden, at der er opbakning til Paris-aftalen.

”Det er klart, at trækker USA sig ud, så skal EU spille en endnu stærkere rolle,” siger han.

Frygter ikke dominoeffekt
Den danske klimaminister frygter ikke, at et amerikansk exit vil sætte gang i en dominoeffekt, hvor andre lande vil følge efter og se en mulighed for at trække sig fra FN-aftalen.

”På tværs af de mange konflikter, som verden er fyldt af, kunne det alligevel lade sig gøre at få en aftale i Paris om klimaet. Det er unikt. Og det er mit klare indtryk og min forventning, at landene fortsætter med at bakke op om Paris-aftalen. USA kan ikke slå klimaaftalen ihjel,” siger Lars Chr. Lilleholt.

Selv hvis USA skulle trække sig fra det internationale klimaspor, vil der alligevel ske en grøn omstilling i USA, vurderer han.

”Ikke mindst kyststaterne med Californien i spidsen har et massivt fokus på grøn omstilling. Dansk erhvervsliv satser også stort på at sælge grøn teknologi til amerikanerne, og det enorme potentiale, der ligger i salg af grøn teknologi i USA, stopper ikke,” siger Lilleholt.

Dansk klimapolitik uforandret
Hvis USA trækker sig, skal andre lande så til at have endnu højere ambitioner for at nå aftalens mål?

”Det er alt for tidligt at vurdere på det”.

Kan USA bare trække sig ud af aftalen fra den ene dag til den næste?

”Nej, der er nogle formelle regler, og det kan tage flere år. Men det er selvfølgelig klart, at hvis amerikanerne sender et signal om, at de vil ud af aftalen, så er det en alvorlig sag.”

Vil et amerikansk exit fra aftalen få betydning for den danske klimapolitik?

”Nej, den danske klimapolitik vil være uforandret af, hvad USA måtte beslutte sig for,” siger Lars Chr. Lilleholt.

Forrige artikel LA-ordfører: Agnes Jensen havde været Uber-chauffør i Korsbæk LA-ordfører: Agnes Jensen havde været Uber-chauffør i Korsbæk Næste artikel Alternativet gav karakterer til regeringen under afslutningsdebat Alternativet gav karakterer til regeringen under afslutningsdebat