Klima er de blås akilleshæl, men sætter Mette Frederiksen i et dilemma

Søndagens møde mellem statsministerkandidaterne viste et interessant optrin, da den timelange debat nåede til klima.

Her var det pludselig de blå bejlere, Jakob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape Poulsen (K), som med stolthed henviste til denne valgperiodes resultater, mens den siddende socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, måtte ud i farvandet for fremtidige regeringsdannelser for at finde ammunition.

”Der bliver jo nødt til at være nogle områder, hvor jeres parlamentariske grundlag skal have indflydelse. Det tror jeg bliver på klimaområdet,” sagde Mette Frederiksen med henvisning til en potentiel VK-regering byggende på mandaterne fra Nye Borgerlige og Liberal Alliance, der ikke er med i klimaloven.

Pointen var klar nok: De blå kommer til at slække på klimaambitionerne, hvis de får magten. Og kan I huske? Det var også det, som skete, da de havde magten sidst.

Kan den fortælling få flyvehøjde, er det politisk brændstof for den socialdemokratiske valgmaskine. De seneste godt tre år har S-regeringen dog forsøgt at få Venstre og Konservative fedtet helt ind i den førte klimapolitik. Og det er lykkedes big time.

Socialdemokratiet har selv været så tilfreds med at lave en masse klimaaftaler med Venstre og Konservative, at det glade budskab blev indrykket i helsidesannoncer i landsdækkende aviser.

{{toplink}}

Det var i grove træk også svaret til Mette Frederiksen fra Ellemann og Pape: Drop dramaet, kursen er allerede sat sammen med dig, den skal ikke ændres, måske skal den tværtimod sættes op i gear.

Det tog luft ud af debatten om klima, der endte med, at Mette Frederiksen fortalte, at hun i virkeligheden gerne ville lave politik med Venstre og Konservative og ærgrede sig over, at de ikke ville i regering med hende.

Det er måske Mette Frederiksen-regeringens største bedrift, at det vilde og sprængfarlige tema fra valget i 2019 er blevet tøjlet og sat i et næsten mekanisk system med klimalov, årshjul og brede klimaaftaler med retning mod 70 procent CO2-reduktion i 2030.

Men strategien med brede flertal og mindre konflikt kan blive en udfordring for Frederiksen i en valgkamp, hvor meningsmålingerne pludselig er tippet i blå favør, og hun har brug at mobilisere vælgere og støttepartierne.

Klima er stadig et rødt tema 

Ser man på tallene, burde klima nemlig ligge til en socialdemokratisk regering.

Ved valget i 2019 viste klima sig som et afgørende og mobiliserende tema - men også et rødt tema.

Vælgerne mente dengang, at en socialdemokratisk ledet regering med længder ville være bedst til at håndtere klima og miljø – selv de blå vælgere mente, at en S-regering ville være bedst her.

Det billede er blevet justeret lidt over de senere år. Siden marts 2020 har Epinion for Altinget og DR målt på vælgernes dagsorden og hvilken regering, vælgerne mener vil være bedst til at varetage den.

Og i takt med de mange brede klimaaftaler om klimalov, stop for nordsøolie, affald og cirkulær økonomi, energiøer, CO2-fangst, power-to-x og landbrug, der er blevet indgået sammen med Konservative og Venstre, så er vælgerne også blevet mere positive over for, at en blå regering kan tage sig af klimapolitikken.

(Artiklen fortsætter under figur)

I marts 2020 – ikke lang tid efter den første store aftale blev indgået om klimaloven – mente kun 21 procent af vælgerne, at en blå regering ville være bedst til at tage sig af miljø og klima. Til sammenligning svarede 40 procent af de adspurgte, at en socialdemokratisk regering ville være bedst.

Spoler vi tiden frem til i år, hvor der siden er blevet indgået en lang række klimaaftaler med Venstre og Konservative, var opbakningen til, at en blå regering tager sig af klima vokset til 29 procent. Den er dog dalet lidt til 27 procent efter sommerferien. Opbakningen til en socialdemokratisk ledet regering er fortsat 40 procent. 

Man kan roligt konkludere, at vælgerne foretrækker en rød regering til at tage sig af klimapolitikken, men meget tyder samtidig på, at vælgerne både har bemærket og belønner, at de blå partier har kastet sig ind i kampen for 70 procent reduktionsmålet.

En blå regering scorer dog stadig meget lavt på klima, når man sammenligner med andre emner.

Det er kun kultur og social ulighed, som vælgerne mener, at en blå regering er dårligere til at håndtere end miljø og klima. Når klima siden valget i 2019 stort set uafbrudt har scoret højest eller næsthøjest på vælgernes dagsorden, fremstår det grønne dermed stadig som en potentiel akilleshæl for de blå.

Vil Frederiksen starte et klimaslagsmål? 

Når temaet er så vigtigt for vælgerne, og de blå samtidig scorer så lavt, er det et oplagt emne for en socialdemokratisk regering at forsøge at sætte nogle stød ind.

I statsministerdebatten søndag aften sagde Mette Frederiksen, at der i den nærmeste fremtid bør skrues op for klimaindsatsen inden for landbrug, vedvarende energi og grøn luftfart.

Landbruget er der sidste år indgået en bred klimaaftale om, hvor selv Nye Borgerlige er med, men senere i år ventes en ekspertgruppes anbefalinger til en potentiel CO2-afgift i landbruget. Og det skal nok komme til at dele vandene.

En høj CO2-afgift i landbruget kan hurtigt få de blå partier til at vånde sig, mens Venstre og Konservative modsat nok skal nikke, hver gang regeringen kommer med noget på vedvarende energi og grøn luftfart.

Det er dog tvivlsomt, om Socialdemokratiet vil melde noget konkret om en høj CO2-afgift på landbruget, inden ekspertgruppen er klar med anbefalingerne – som først forventes på den anden side af et folketingsvalg.

En CO2-afgift er ikke bare en CO2-afgift, som den grønne skatteaftale fra juni med tre forskellige afgiftssatser viste. Spørger man de økonomiske vismænd, vil beskæftigelsestabet af den mest samfundsøkonomisk effektive CO2-afgift være markant i landbruget, der med deres model kan miste 25 procent af sin nuværende beskæftigelse.

I en ny analyse arbejder Concito med en CO2-afgift, der kun vil give et beskæftigelsestab i landbruget på 2,5 procent, hvilket vil være helt anderledes spiseligt for mange politikere.

I en tid med inflation, historisk høje energipriser og et fremstormende Inger Støjberg-parti, der fisker S-vælgere i stor stil, er det kun endnu vanskeligere at sætte offensive klimaslag ind.

Den første statsministerdebat viste, at det ikke bare lige er sådan at tænde op i klimadebatten for Mette Frederiksen.

mj@altinget.dk