Kamal Qureshi pyntede sig med lånte fjer

FAKTATJEK: SF's Kamal Qureshi udnævnte sig selv til at være en del af SF's ledelse. Det var der bare ikke andre i SF, der vidste noget om.

SF's Kamal Qureshi kæmper i disse dage for at sikre sit genvalg til Folketinget i den benhårde konkurrence blandt SF-kandidaterne i Københavns Storkreds.
Qureshi har som sædvanlig været dygtig til at tiltrække sig medieopmærksomhed, men efter flere partifællers mening gik han over stregen, da han i dag fredag i Berlingske påstod, at han var medlem af SF's ledelse.

Udtalelsen kom i forbindelse med Qureshis forslag om at halvere ventetiden på at blive dansk statsborger. Ordvekslingen i Berlingske lød således:

Hvordan håber du, at SF-toppen tager imod forslaget?
"Jeg er jo en del af partiets ledelse, og jeg synes, det er afgørende, at vi fortæller befolkningen, hvilke visioner vi har. Det synes jeg, befolkningen har krav på at høre," lød svaret fra Kamal Qureshi.

Denne udtalelse skabte undren i SF. Udover formand Villy Søvndal og næstformand Thor Möger Pedersen består SF's ledelse af den såkaldte landsledelse på 19 medlemmer, og Kamal Qureshi er ikke et af dem. Derdover har folketingsgruppen en gruppebestyrelse, som består af 8 folketingsmedlemmer. Her er Qureshi heller ikke iblandt.

Altinget.dk har derfor spurgt Qureshi, hvorfor han udnævner sig selv til medlem af SF's ledelse, når han ikke sidder i nogen af de ledende organer:

"For alle SF-medlemmer er dem, der sidder i folketingsgruppen en del af SF's ledelse. Hvis du spørger i baglandet og blandt vores vælgere, vil de sige, at folketingsgruppen er en del af ledelsen i og med, at det er os, der træffer beslutningerne," siger Kamal Qureshi.

Kamal Qureshis partifæller ønsker ikke at kommentere udtalelserne, men hans udlægning af begrebet "ledelse" har medført en vis munterhed i SF.

,

Forrige artikel Brevstemmer vælter ind Næste artikel På vej til Folketinget: Anne Sina På vej til Folketinget: Anne Sina