K-byrådsmedlem skifter til LA

Nils-Ole Heggland, konservativ udvalgsformand og byrådsmedlem på Frederiksberg, har meldt sig ind i Liberal Alliance.

Nils-Ole Heggland har været byrådsmedlem for Konservative gennem 16 år samt tidligere stedfortræder i Folketinget. Men nu skifter han Konservative ud med Liberal Alliance. "Frederiksberg har brug for et ægte borgerligt styre - og det føler jeg desværre ikke længere, Konservative kan levere. Der er brug for et nyt borgerligt pust i kommunen, og det ved jeg, Liberal Alliance vil give," siger Nils-Ole Heggland i en pressemeddelelse. Med Nils-Ole Hegglands partiskifte har LA nu i alt 21 byrådsmedlemmer landet over. I foråret meddelte han, at han ikke genopstiller til det kommende kommunalvalg i november. "Den beslutning er der ikke ændret på," siger han til Frederiksberg Bladet. Nils-Ole Heggland blev første gang valgt til kommunalbestyrelsen i 1997. Han arbejder som erhvervsjournalist hos Berlingske.
Forrige artikel Ny biografi om anarkisten Glistrup Næste artikel Lykke Friis afløser Italiens udenrigsminister i tænketank