John Dyrby Paulsen genopstiller ikke

NAVNE: Efter 10 år i Folketinget meddeler Socialdemokraternes udenrigsordfører, John Dyrby Paulsen, at han ikke genopstiller ved næste folketingsvalg. 

John Dyrby Paulsen har siddet i Folketinget for Socialdemokraterne siden 2005, men efter næste valg er det slut. 

"Jeg har valgt ikke at genopstille, fordi jeg efter 10 år i Folketinget gerne vil prøve noget andet, og jeg vil ikke bede vælgerne om at stemme på mig eller vores gode lokale folk om at arbejde for mit genvalg vel vidende, at jeg har lyst til at lave noget andet," skriver han i en pressemeddelelse. 

I valgforsker Søren Risbjergs kvalitetsvægtede gennemsnit af december måneds meningsmålinger står Socialdemokraterne til at få 20,9 procent af stemmerne. Men det er ikke udsigten til et dårligt valg, som får John Dyrby Paulsen til ikke at genopstille, understreger han: 

"Min beslutning om ikke at genopstille er ikke et resultat af de svigtende meningsmålinger på landsplan eller overvejelser om mulighederne for genvalg; og selvom jeg fik en garanti for at blive genvalgt ville det ikke ændre min beslutning om ikke at genopstille," skriver han.

Der skal være valg til Folketinget senest i september 2015.

Forrige artikel Slotsholmens år fra A til Å Slotsholmens år fra A til Å Næste artikel Ombudsmand afslører nye problemer i grønlandske detentioner Ombudsmand afslører nye problemer i grønlandske detentioner