International bistand til udviklingslande faldt i 2018

BISTAND: OECD-landenes samlede udviklingsbistand faldt med 2,7 procent i 2018. Det gør det svært at nå verdensmålene, siger flere.

De rige landes samlede udviklingsbistand faldt i 2018 med 2,7 procent i forhold til året før.

Det viser en ny rapport fra OECD.

"Donorlandene lever ikke op til deres 2015-løfte om at øge udviklingsbudgettet, og det lover dårligt for vores evne til at nå 2030 Sustainable Development Goals (verdensmålene, red.)," siger generalsekretær i OECD Angel Gurría i en pressemeddelelse. 

Den samlede bistand lød på 153 milliarder dollars, hvilket efterlader OECD-landene milevidt fra den officielle FN-målsætning på 0,7 procent af BNI. Danmark giver 0,72 og er ét af fem lande, som lever op til målsætningen. Det gennemsnitlige bidrag er nu på 0,31 procent.

Lever ikke op til løfter
Det er bekymrende, mener seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Helle Munk Ravnborg.

"Op til vedtagelsen af verdensmålene forpligtede de rige lande sig endnu engang på at give 0,7 procent i udviklingsbistand. Samtidig forpligtede de sig til at støtte op om landenes indsats for selv at mobilisere ressourcer gennem at få bedre styr på skattegrundlag og skatteopkrævning og alle de andre ting, som skal til for at få verdensmålene gennemført. Og så gør vi præcis det modsatte," siger hun.

Det lykkedes ikke Altinget at få en kommentar fra udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) før artiklens publicering.

Også private aktører er blevet mere tilbageholdende med at investere i de fattigste lande. Få et bud på hvorfor i den fulde artikel på Altinget: udvikling.

Forrige artikel Mere end 180.000 vælgere har forladt blå blok siden sidste valg Mere end 180.000 vælgere har forladt blå blok siden sidste valg Næste artikel TV 2 henter ny studievært fra DR's politiske redaktion TV 2 henter ny studievært fra DR's politiske redaktion