Ida Auken skifter til Radikale

PARTISKIFT: Miljøminister Ida Auken har offentligt erkendt, at hun vender SF ryggen og melder sig ind hos Radikale. Hun har ingen ambition om at skulle være minister, skriver hun på sin Facebook-profil.

Den afgående miljøminister Ida Auken skifter fra SF til Radikale. Det skriver hun på sin Facebook-profil

"SF er ikke det rigtige sted for mig længere," skriver Ida Auken fortsætter:

"Jeg er i politik for de forandringer, man kan skabe. Jeg har gjort op, hvad der passer bedst til mine værdier, og derfor skifter jeg nu til de Radikale, som jeg har været værdipolitisk enig med i lang tid, som har internationalt udsyn og som ved, at økonomien og miljøet skal spille sammen, ikke mod hinanden. Jeg sætter mig på bagerste række og begynder forfra. Jeg har ingen ambition om at skulle være minister nu."

Ida Auken har været medlem af Folketinget for SF siden 2007. Hun har været miljøminister siden valget i 2011 og indtil torsdag, hvor SF trådte ud af regeringen.

Radikales formand, Margrethe Vestager, byder Ida Auken velkommen på sin Twitter-profil: 

"Kære Ida, velkommen til Radikale Venstre - jeg glæder mig til samarbejdet," tweeter Margrethe Vestager. 

Afgående sundhedsminister Astrid Krag forlod i går SF til fordel for Socialdemokraterne. Dermed har SF mistet to folketingsmedlemmer, som begge har været ministre, som umiddelbar konsekvens af partiets exit fra regeringen. 

"SF er mere end enkeltpersoner. Det er altid forfærdeligt, når folk forlader en folketingsgruppe, men hvis de tilhører et andet parti, så er det der, de skal være," siger gruppeformand for SF, Pernille Vigsø Bagge, til dr.dk. 

,

Forrige artikel Touborg genopstiller ikke som SF-næstformand Touborg genopstiller ikke som SF-næstformand Næste artikel Gade: Folkevalgtes rolle i DONG-salg bør afklares Gade: Folkevalgtes rolle i DONG-salg bør afklares