Hver tredje dansker ønsker miljø frem for vækst

MÅLING: 38 procent af danskerne vil have forbedringer på det grønne område frem for mere økonomisk vækst, viser ny meningsmåling. Radikale er enig og glæder sig over målingen. Venstre appellerer til at tænke i vækst og arbejdspladser.

Mens regeringen i disse dage pumper det ene vækstinitiativ ud efter det andet, mener godt en tredjedel af danskerne, at det er vigtigere at satse på miljøet.

Det viser en ny meningsmåling, som Norstat har foretaget for Altinget. 38 procent af danskerne erklærer sig nemlig helt enig eller delvist enig i, at indsatsen for at forbedre miljøet skal gå forud for økonomisk vækst. 24 procent svarer, at de er enten delvist enige eller helt uenige, mens 30 procent svarer hverken/eller. Syv procent ved ikke (se graf nedenfor).

Dermed er den største gruppe af danskere enige i udsagnet.

På Christiansborg tager Radikale godt imod danskernes holdning til spørgsmålet. Miljøordfører Lone Loklindt erklærer sig positivt overrasket over, at så mange danskere er enige i at prioritere miljøet.

"Det er rigtigt godt, for det tyder på, at rigtigt mange sætter den grønne omstilling meget højt. Og vækst er vigtigt, men det er ikke ligegyldigt hvilken vækst. Den skal være grøn," siger Lone Loklindt.

Hun vurderer, at meningsmålingen afspejler, at danskerne er begyndt at se mere lyst på økonomien og derfor begynder at kere sig mere om den grønne dagsorden.

Sådan ser Venstres miljøordfører Henrik Høegh ikke på det, og han er heller ikke så overrasket over danskernes holdning som sin radikale kollega.

"Når man tænker på, hvor få der egentlig er direkte beskæftiget, hvor vækst og produktion betyder noget, så er der ikke noget at sige til, at det kan virke lidt fjernt," siger Henrik Høegh.

Meningsmålingen er foretaget på Norstats internetpanel for Altinget blandt 1001 svarpersoner fra et repræsentativt udsnit af befolkningen over 18 år. Data er vægtede efter Altingets seneste gennemsnit af meningsmålinger, så de også er politisk repræsentative. Svarene er indsamlet i perioden 16.-20. april 2015.

---

Læs hele artiklen på Altinget: miljø (kræver abonnement). Tegn et gratis prøveabonnement her.

,

Forrige artikel Jeppe Mikkelsen: Det bliver nok et på gensyn Jeppe Mikkelsen: Det bliver nok et på gensyn Næste artikel Danskerne har ikke hørt om direkte EU-demokrati Danskerne har ikke hørt om direkte EU-demokrati