Holstein: De Konservative mister en vigtig brik før valget

ROKADE: Det er en af de Konservatives mest indflydelsesrige profiler, der nu forlader dansk politik. Det siger Altingets politiske kommentator om Brian Mikkelsen, der onsdag meddelte sin afsked som minister.

Det er en meget vigtig brik for Konservative, som siger farvel og tak til Christiansborg.

Sådan siger Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, om erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), der onsdag meldte sin afgang som minister i Løkke-regeringen for at blive administrerende direktør i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

"Han er driftssikker som minister, han har gruppens suverænt længste folketingserfaring, og så er han en solid taktiker. Hans profil kan ikke bare erstattes," siger Erik Holstein.

Brian Mikkelsen blev valgt til Folketinget i 1994 og har været minister i alle regeringer med konservativ deltagelse siden 2001. Siden Hans Engell trak sig som partileder i 1997, har Brian Mikkelsen også været en nøglespiller i folketingsgruppen, fremhæver Erik Holstein.

"Brian var næsten altid på den vindende side i partiets utallige magtkampe, og han var helt central i den magtdeling, der afsluttede den konservative borgerkrig i 90'erne. Uden Brian Mikkelsen var Bendt Bendtsen aldrig blevet valgt som leder," siger han.

I toppen, men aldrig formand
Trods sin solide placering i toppen af partiet er Brian Mikkelsen aldrig selv blevet leder af partiet. Han aspirerede til det en kort overgang, efter at Lene Espersen blev tvunget til at træde tilbage i 2011. Men ifølge Erik Holstein ville det ikke have været lykken for Brian Mikkelsen at være nummer et.

"Brian er ikke super folkelig, men mere en Lykketoft-type, der var eminent til at støbe kuglerne i baggrunden," siger han.

Brian Mikkelsen er den tredje minister i rækken, der siger farvel til Løkke-regeringen på mindre end to måneder. 1. maj forlod Søren Pind og Esben Lunde Larsen også deres ministerposter med begrundelsen om, at de ikke længere vil være i politik. Den afgående erhvervsminister forklarer selv, at hans afsked ikke er et fravalg af dansk politik, men "et tilvalg af en dagligdag, hvor jeg får mulighed for at kæmpe endnu mere for dansk erhvervslivs vilkår og muligheder".

Frygter magten tipper
Ifølge Erik Holstein er sandheden bag Mikkelsens farvel til ministerkontoret formentlig snarere, at der er under et år til næste folketingsvalg, hvor meget tyder på, at magten skifter.

"Forklaringen om, at Brian Mikkelsen efter "mange spændende år i politik glæder til nye udfordringer", er den sædvanlige smøre, når en minister smutter. Sandheden er vel, at Brian realistisk har vurderet, at der kun er ringe chance for, at han er minister om et år. Og at han bare ikke gider tage fem eller ti år mere i opposition," siger han.

Forrige artikel Brian Mikkelsen stopper som minister Brian Mikkelsen stopper som minister Næste artikel Se Brian Mikkelsens politiske liv i billeder Se Brian Mikkelsens politiske liv i billeder