Holstein: 90 procents chance for et skatteforlig

ANALYSE: Det vil være udtryk for dårligt håndværk, hvis regeringen ikke får landet en skatteaftale med Dansk Folkeparti, mener Altingets politiske kommentator, Erik Holstein. Men Thulesen Dahl dikterer reelt indholdet, og DF er meget sårbar over for en skæv social profil, tilføjer han.

Selvom regeringens nye skatteudspil næppe er spiseligt for Dansk Folkeparti i sin nuværende form, så vil der med stor sandsynlighed lande en skatteaftale.

Sådan lyder vurderingen fra Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, efter regeringen tirsdag har fremlagt sit længe ventede skatteudspil.

”Det vil være ufatteligt dårligt håndværk, hvis regeringen ikke får en aftale i hus. Jeg vil mene, der er 90 procents chance for, der kommer en aftale. For i  modsætning til forslagene om pensionsreform og topskat er DF denne gang med på at lave en deal med regeringen,” siger Erik Holstein og fortsætter:

”Men DF er sårbar her: Hvis fordelingsprofilen ikke bliver rettet meget op, og hvis der ikke er tilstrækkelig mange penge til velfærd, vil DF blive angrebet hårdt for løftebrud og svigt. Og det kan koste DF dyrt.”

DF sidder med trumfen
Erik Holstein peger på, at Dansk Folkeparti tilbage i 2009 gik med til en skattereform sammen med den tidligere VK-regering, hvor topskattegrænsen blandt andet blev sænket.

”Efter DF's egne analyser var den reform hovedårsagen til partiets valgnederlag i 2009. Den lektie tror jeg, Thulesen har lært,” siger Erik Holstein, der mener, at at Dansk Folkeparti står med det største trumfkort:

”DF kan sagtens leve uden en aftale, men det kan regeringen ikke. Derfor sidder Thulesen med alle trumferne. Det må man formode, han forstår at udnytte.”  

Der skal drastiske ændringer til
Men selvom Erik Holstein mener, at der bliver landet en skatteaftale, så bliver det ikke i den form, som regeringen har fremlagt tirsdag. For skal Dansk Folkeparti lægge stemmer til en skatteaftale, så skal der markante ændringer til.

Læs også: Overblik: Her er regeringens skatteudspil

”Regeringen kan kun få sit flertal hjem, hvis udspillet bliver drastisk ændret. Fordelingsprofilen skal være en helt anden – og omfanget af skattelettelser bliver også mindre end de 23 milliarder kroner, som regeringen lægger op til,” siger Erik Holstein og tilføjer:

”De skal være glade, hvis de får forhandlet det halve beløb hjem.”

De højtlønnede vinder
Generelt vil tirsdagens udspil særligt gavne de højtlønnede, selvom der også er elementer, der gavner de lave indtægter, lyder det fra Erik Holstein. Han peger blandt andet på det nye jobfradrag og et socialt frikort som værende målrettet bunden.

”Men det kan jo ikke måle sig med den positive effekt, som det manglende loft over beskæftigelsesfradraget og ændringen af registreringsafgiften har for de bedst stillede,” siger Erik Holstein.

”Ser man på regeringens egne beregninger, får direktøren mindst fem gange så meget ud af det i kroner og øre som HK'eren. Løkke hæfter sig ved, at HK'eren procentmæssigt får mere ud af det end direktøren, og det er isoleret rigtigt nok,” siger Erik Holstein og fortsætter:

”Men selv efter det procentmæssige regnestykke får direktøren faktisk mere ud af det end LO-arbejderen.”

En pyrrhussejr for LA
Profilen i det nye VLAK-udspil er ifølge Altingets politiske kommentator klart præget af Liberal Alliance, der skulle have noget andet i stedet for den skrottede topskattelettelse.

”I Venstre ønskede man en mere realistisk profil, hvor afstanden til DF ikke er så stor. Men man endte altså med at bruge LA's metode, hvor man lægger sin politik ufortyndet frem,” siger Erik Holstein og fortsætter:

”Samme metode blev brugt med regeringsgrundlaget, der blev kaldt det mest liberale regeringsgrundlag nogensinde. Man kan diskutere, hvor vellykket resultatet blev.”

Holstein peger på, at beregninger fra tænketanken Cepos viser, at regeringens udspil giver de velstillede en endnu større gevinst, end hvis man havde sænket topskatten.

”Det kan man jo kalde en sejr for Liberal Alliance. Men det er en Pyrrhus-sejr, når det ikke bliver gennemført i praksis,” siger Erik Holstein.

Forrige artikel Overblik: Her er regeringens skatteudspil Overblik: Her er regeringens skatteudspil Næste artikel Per Stig Møller: Obama klokkede i det Per Stig Møller: Obama klokkede i det