Her er regeringens tilbud til Enhedslisten

FINANSLOV: Regeringen fremlægger nu den ramme for en kommende finanslov, som den forhandler med Enhedslisten. Se den her.

Efter ugers forhandlinger om en ny finanslov med Enhedslisten valgte regeringen med finansminister Bjarne Corydon (S) i spidsen at fremlægge den ramme, som der lige nu forhandles om.

Skridtet kommer, fordi regeringen mener, at der er skabt et misvisende billede af, hvad der er og op og ned i forhandlingerne.

"Når vi hører, at man taler om tomme hensigtserklæringer, nøl, og at intet flytter sig, mener vi, at der er brug for en klarhed i den offentlige debat om, hvad der er på spil og inden for rækkevidde," sagde Bjarne Corydon på et pressemøde i Finansministeriet mandag eftermiddag.   

Få overblik over skitsen for finanslovsforslaget her:

Regeringen har fremlagt en skitse til en samlet finanslovsaftale inkl. hjælp til to ugentlige bade, der samlet set indebærer initiativer for i alt ca. 11 mia. kr. i perioden 2014-17, herunder bl.a.:

  • 1 mia. kr. årligt i 2014-17 til ældreområdet, hvilket muliggør 2 ugentlige bade til modtagere af hjemmehjælp.

  • I alt 1,7 mia. kr. yderligere i 2014-17 til øvrige forbedringer på velfærdsområdet, herunder til jobrotation, nedbringelse af brug af tvang i psykiatrien, bedre behandling af kræftramte børn, indsats for socialt udsatte børn og unge, socialøkonomiske virksomheder mv.

  • 1,5 mia. kr. i alt i 2014-17 til grøn omstilling, som sikrer oprettelsen af to nye fonde:
    Danmarks Grønne Investeringsfond med en udlånskapacitet på 5 mia. kr.
    Den Danske Naturfond med en kapital på 1 mia. kr.
    Dertil kommer en styrket klimaindsats samt investeringer i kollektiv trafik, herunder et statstilskud, der muliggør etablering af en letbane i Odense.
  • 2,1 mia. kr. i alt i 2014-17 til et velfungerende og organiseret arbejdsmarked gennem et højere fradrag for fagforeningskontingenter og en styrket indsats mod social dumping.

  • 500 mio. kr. i alt i 2014-17 til en indsats for unge med lave indkomster, herunder særlig støtte til unge i risiko for hjemløshed, højere satser for forsørgere og mere lempelig modregning af arbejdsindkomst for modtagere af kontanthjælp og uddannelseshjælp.

  • Besparelser som følge af effektiviseringer på regeringens finanslovsforslag på i alt 900 mio. kr. i 2014-17 annulleres.

 

Forrige artikel Endnu en Helveg på Asiatisk Plads Endnu en Helveg på Asiatisk Plads Næste artikel Forsker: Sverige har løsningen på velfærdsturisme Forsker: Sverige har løsningen på velfærdsturisme