Grøndahl: Sfinksen fra Thyregod

Aftalen om Europol blotlægger et tragikomisk dilemma. Det handler om Dansk Folkeparti. Som bekendt var det især DF's vælgere, der stemte nej til at ophæve retsforbeholdet. Det gjorde de, fordi Kristian Thulesen Dahl havde fortalt dem, at vi sagtens kunne få en aftale om at forblive i det europæiske politisamarbejde. Kan han endelig levere? Kan han langt om længe unddrage sig anklagen for at have løjet sine vælgere op i deres åbne ansigter? Kun på overfladen ser det sådan ud.

Der kommer en aftale, det har Folketingets partier nu tilsluttet sig. En discountagtig tilknytning uden indflydelse. Med mellemmænd i Bruxelles som en bøvlet og bureaukratisk formidlende instans, hver gang en dansk politistation vil ind og søge på en person i Europols database. Det må vi så leve med indtil videre. DF's vælgere må endda leve med det, der er værre – for dem.

Det er nemlig en betingelse for aftalen, at Danmark forbliver i Schengen-samarbejdet. Men Schengen er ensbetydende med åbne grænser. Thulesen Dahl kan kun indfri sit løfte om en Europol-aftale ved at svigte målsætningen om permanent grænsekontrol. Det burde han egentlig have sagt sig selv, men til vælgerne sagde han noget andet. Sagen er et skoleeksempel på det, man kalder populisme: At fortælle folk, hvad de gerne vil høre om det ene og det andet. Uden hensyn til at det ene og det andet faktisk er gensidigt udelukkende.

Kristian Thulesen Dahl ved udmærket godt, hvor umuligt det er både at blæse og have mel i munden. For ham går politik åbenbart ikke ud på at møde de reelle udfordringer. Det gælder bare om at please vælgerne og score stemmer på det. Dejen hæver og hæver bag tandsmilet. Bare han ikke bliver kvalt. 

Det er ikke første gang, Dansk Folkeparti har sagt ét og gjort noget andet, hvad enten der var tale om ældres vilkår eller transparens i politikeres omgang med betroede midler. I tilfældet her er sagens kerne, hvordan et samfund beskytter sig mod grænseoverskridende kriminalitet. Det gør vi jo ikke bedst ved at sænke en dannebrogsfarvet bom og sende den halve politistyrke til Sønderjylland for at våge over den. Bedst gør vi det ved at deltage fuldt og helhjertet i det internationale efterretningsarbejde, der med Europol som ramme sikrer udvekslingen af relevant viden om mistænkelige personers færden.

Grænsekontrollen er blevet DF's politiske fetish, og den er ikke kun destruktiv i forhold til EU og politisamarbejdet. Den er det også indadtil. Det er jo Dansk Folkeparti, vi kan takke for, at politikredsene er skandaløst underbemandede. Det er Kristian Thulesen Dahl, vi skal sende en tanke, når hjemmerøveren står ved fodenden med sit koben og griner, fordi han også følger med i dansk politik. Politiet rykker jo ikke ud, hvor meget vi end ringer. De er nede ved grænsen og holde øje med, at vi ikke bliver overrendt af alle de flygtninge, der er holdt op med at komme.

Det er at føje spot til skade, når man nu vil indføre den såkaldte kadetordning som et nødtørftigt, forpjusket supplement til den i forvejen reducerede politiuddannelse. Og det virker i den forbindelse ret irrelevant, om Politiets B-hold dimitterer fra Herning eller ej. Men skal de nye små kadetter så ned og afløse ved Kruså? Vi kunne lige så godt sende Livgarden med bjørneskindshuer, laktasker og trillefløjter. Eller hvad med en mur ligesom den, Donald Trump ikke vil bygge alligevel?

DF's grænsekontrol er symbolpolitik, men spørgsmålet er, hvad den symboliserer. Danskernes frygt for globaliseringen? Måske. Frygten er også reel nok. Alt for længe blev den overdøvet med liberaliserende kynisme og teknokratisk tale, men farcen omkring Europol betoner en anden symbolik.

Den skingre selvmodsigelse, uforeneligheden af Europol-aftale og grænsekontrol forever, franskbrødsdejen, der vokser og vokser i Tulles mund – det peger alt sammen på dansk politiks dybereliggende problem, som ikke er magtesløshed over for vores omverden, men den manglende vilje til selv at tage et ansvar.

Det er symptomatisk, at Dansk Folkeparti ikke skulle nyde noget efter valgsejren sidst. Måske næste gang, mumler Thulesen Dahl, mens resten af blå blok holder rådslagning i VLAK-fortet og bliver enige om alt det, de aldrig vil få DF med på.

Socialdemokratiets højreorienterede skyggeparti har i den ene valgperiode efter den anden fået Christiansborg til at henligge i det samme kuldslåede halvmørke. Alle frygter DF, alle undtagen venstrefløjen vrider sig for at tilfredsstille sfinksen fra Thyregod, men selv har han ingen selvstændig politik udover at holde verden ude og skrue tiden tilbage.

Det var løgn, at man kunne få en aftale om Europol uden at give køb på grænsekontrollen som dogmatisk målsætning. Og det er en endnu større løgn, at globaliseringens destruktive sider skulle kunne adresseres med nationale midler. Historiens ironi er tværtimod, at der skal mere EU til, hvis man vil konfrontere finansmarkedernes og kriminalitetens grænseoverskridende intimidering af almindelige mennesker. Mere EU i form af det politisamarbejde og dén sociale regulering, der både på nationalt og overstatsligt niveau er forskellen mellem junglen og et civiliseret samfund med værdighed for alle. Mere af det gode EU i form af gensidig forpligtelse og mindre af det dårlige i form af unødig indblanding og centralisering.

Styrkeprøven mellem junglelov og menneskeligt hensyn vinder man ikke ved at sidde bag en grænsebom med armene over kors. Men DF’ernes egentlige mål er nok heller ikke at vinde den. Intet andet parti har som Dansk Folkeparti demonstreret, at det er magten selv, man har for øje. Ikke i form af ministeransvar, men som den forfængelige triumferen hos den, der ikke er til at komme udenom. Ikke for at skabe en bedre fremtid for flere, ikke for at lade sig forpligte. Ikke for at mægle mellem interesser og behov. Bare for at kunne føle sig betydningsfuld.

Man beskylder gerne de gamle partiers politikere for at klamre sig til magten for dens egen skyld, men trods al gusten taktik har de dog hver deres historie, hvert deres katalog af værdier. Når skiftende regeringers ministre har klæbet for længe til taburetterne, bliver det pinligt uanset partifarve, og pinligheden består i den alt for store afstand mellem værdierne og magtens virkelighed.

Den modsætning har man aldrig kunnet gribe DF i, og det er ikke kun, fordi de dygtigt har undgået regeringsansvaret. Trods den klæge tale om danskhed er DF et historieløst og nihilistisk parti. Man foregøgler at repræsentere de mindst priviligerede, samtidig med at man er parlamentarisk grundlag for den ene Venstreregering efter den anden.

Man hævder at ville forbedre vilkårene for de dårligst stillede, skønt man har gjort det modsatte. Viljen til magt finder man hos alle politikere, røde som blå, men hos DF ser man den i rendyrket form, uforstyrret af de politiske og ideologiske pejlemærker, der for andre partiers vedkommende i det mindste gør det muligt at måle kynismens omfang.

Det selvmodsigende og virkelighedsfjerne ved Dansk Folkepartis politiske positioner, senest i sagen om Europol, er dybest set måske udtryk for, at partiets magt er den skurvede frugt af Socialdemokratiets undladelsessynder. Der er integrationsproblemerne, som S-toppen i årevis ignorerede af frygt for, at det kulturradikale borgerskab skulle beskylde dem for racisme. Man var jo endelig selv blevet stuerene med PH-lamper og det hele. Men der er også noget andet og endnu mere fatalt.

Med Socialdemokratiets berømte ”sejr ad Helvede til” blev store dele af arbejderklassen forvandlet til middelklasse, og undervejs i den sociale opstigning glemte man forgængernes garvede visdom: At solidaritet var prisen for et bedre liv. At ingen måtte efterlades i kummer og armod, hvis velfærden skulle være holdbar.

Globaliseringens negative følger med lukning af arbejdspladser og døende småbyer i randområderne har synliggjort, at der er lønmodtagere, der ikke nåede at komme med op i den lækre, digitaliserede middelklasse. Dem glemte Bjarne Corydon og Helle Thorning-Schmidt at være socialdemokrater for i deres iver efter at implementere det nye konkurrence- og informationssamfund.

Det er farlige tider, når arbejdere føler sig bedre repræsenteret af et højrefløjsparti. DF’erne er forholdsvis skikkelige folk, men andre steder i Europa bærer højrefløjens aggressive fremmarch mindelser om 1930’erne. Socialdemokratiets vigtigste opgave og helligste pligt er at gøre Dansk Folkeparti arbejdsløs. Det burde ikke være så svært. DF's surrogatpolitik er tomme kalorier, og den indebærer en pervertering af den politiske kultur med sin smigrende følgagtighed over for enhver uartikuleret folkestemning.

Udfordringen går ud på ikke at lade sig intimidere. Møde beskyldningen for arrogance med sammenhængende argumenter og kompetente løsningsforslag. Med ægte omsorg for de mennesker, der med rette føler sig tromlet ned af udviklingen.

-----

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

debat@altinget.dk