Genbrugsbutikker mister millioner til socialt hjælpearbejde

KRISE: Ngo'ernes genbrugsbutikker taber millioner på grund af coronakrisen. Og det går ud over hjælpen til de socialt udsatte, lyder det.

55 millioner kroner.

Så meget mister hjælpeorganisationerne hver måned, fordi deres genbrugsbutikker er lukket på grund af corona.

Det estimerer Dansk Erhverv og Isobro baseret på butikkernes 2018-regnskaber.

Kirkens Korshær henter årligt mere end 100 millioner kroner på salg af genbrug til danskerne. Derfor er chef Helle Christiansen stærkt bekymret.

"Omsorg og relationsarbejde er vores kerneydelse, og det finansierer vi netop via frie midler, som vi får fra genbrugsbutikkerne. Så det gør ondt og vil kunne mærkes fremadrettet. Derfor er det, at vi nu råber op," siger hun.

Helle Christiansen har derfor brugt hjælpepakkerne til at hjemsende en række medarbejdere inden for administration, kommunikation og indsamling.

Går ud over hjælpearbejdet
Det samme har man set sig nødsaget til i Blå Kors, som mister én million kroner om ugen på de lukkede genbrugsbutikker.

"Det er klart, at de penge kan vi på ingen måde undvære. Det er en meget væsentlig kilde til at få vores hjælpearbejde udført," siger generalsekretær Christian Bjerre.

Hos Kræftens Bekæmpelse, Mødrehjælpen og Dansk Folkehjælp er billedet det samme.

”Jo færre midler vi har, jo færre udsatte familier kan vi hjælpe,” siger Klaus Nørlem, generalsekretær i Dansk Folkehjælp.

Blå Kors starter på mandag en langsom genåbning af seks-otte butikker. I Kirkens Korshær håber man på snart at kunne følge trop. Men det vil blive i en nedskaleret udgave med flere værnemidler, færre kunder og nedsatte åbningstider, da mange frivillige er ældre og derfor særligt udsatte, hvis de får corona.

Læs hele artiklen på Altinget Civilsamfund, hvor du får flere kommentarer fra organisationerne, der blandt andet ikke mener, at hjælpepakkerne er nok til at holde hånden under genbrugsbutikkerne. 

,

Forrige artikel Kommuner brugte over en milliard mindre på velfærd i 2019 end aftalt Kommuner brugte over en milliard mindre på velfærd i 2019 end aftalt Næste artikel Coronaoverblik: Corona kan anerkendes som arbejdsskade, og rekordmange bliver nu testet Coronaoverblik: Corona kan anerkendes som arbejdsskade, og rekordmange bliver nu testet