Fyret TV 2-direktør bliver fellow på institut for konstruktiv journalistik

I juli blev Esben Seerup fyret som direktør for TV 2 Fyn efter 12 år.

TV 2 Fyns tidligere direktør, Esben Seerup, begynder som fellow på Constructive Institute i Aarhus. Det skriver Esben Seerup på Facebook.

"Jeg har samme brusende forventningsfølelse i maven, som da jeg som 20-årig skulle begynde på Danmarks Journalisthøjskole i Århus," skriver han.

Esben Seerup var indtil i juli tidligere i år direktør for TV 2 Fyn. Afskedigelsen skete som følge af en undersøgelse af arbejdspladsen og en række ændringer i ledelsen. Esben Seerup nåede at stå i spidsen for mediehuset i 12 år.

"Jeg ærgrer mig over bestyrelsens beslutning om at stoppe samarbejdet. Det er selvfølgelig en direktørs lod og en bestyrelses ret, men jeg er ikke mæt af at arbejde med ledelse eller i medieverdenen," sagde Esben Seerup om sin direktørtid i forbindelse med sin afgang.

Ifølge den tidligere mediedirektør gælder hans nye position i første omgang frem til efterårsferien, mens han "samtidig søger og tænker videre over, hvordan og hvorfra jeg mon fremover bedst får kombineret medier, forandringsledelse og partnerskaber, der gør verden til et bedre sted".

Constructive Institute er et selvstændigt institut for konstruktiv journalistik, der blandt andet tilbyder efteruddannelse af danske og internationale journalister.

{{toplink}}

Forrige artikel Fyring var ulovlig: Tidligere forsvarschef vender tilbage til JP-fond Fyring var ulovlig: Tidligere forsvarschef vender tilbage til JP-fond Næste artikel PensionDanmarks ejendomsdirektør stopper næste år PensionDanmarks ejendomsdirektør stopper næste år