Frank Aaen: Misinformation om Irak-krigen var ikke en "fodfejl"
DEBAT: Venstres kommentarer til udredningen om dansk deltagelse i Irak-krigen i 2003 er ynkelige – men også en indirekte indrømmelse af, at de bevidst løj om begrundelsen for at gå i krig, skriver Frank Aaen.
Af Frank Aaen
Tidl. MF og udenrigsordfører for Enhedslisten
Vi var mange, der var skeptiske, da den igangsatte kommissionsundersøgelse om Danmarks krigsdeltagelse blev erstattet af en historisk udregning. Det må nu siges, at den redegørelse, vi har fået, er skarp og bekræfter mange af de ting, krigsmodstanderne sagde dengang.
Ja, den dokumenterer på mange måder, hvordan der blev manipuleret med Folketinget og offentligheden. Ros til historikerne, der ikke havde adgang til at afhøre vidner, som en kommission har det. Redegørelsen er så stærk, at den åbner mulighed for, at kommissionsundersøgelsen genåbnes, så blandt andre Anders Fogh Rasmussen kan blive afhørt under vidneansvar. Det ser vi frem til.
Venstres kommentarer til udredningen er ynkelige – men også en indirekte indrømmelse af, at de bevidst løj om begrundelsen for at gå i krig i Irak i 2003.
Først om det ynkelige. Misinformation af befolkningen og Folketinget bliver af Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, kaldt "fodfejl". Beslutningen om at gå i krig bliver ifølge ordføreren taget på et oplyst grundlag.
Det er pinligt i forhold til udredningen og i forhold til, at beslutningen om Irak-krigen er en af de mest katastrofale udenrigspolitiske beslutninger i nyere tid, nok den mest katastrofale. Brugen af ordet fodfejl viser en politiker, der intet har lært – heller ikke i forhold til beslutninger, der har kostet utallige døde, og som de fleste i dag siger var en katastrofe.
Ingen masseødelæggelsesvåben
Der var ingen masseødelæggelsesvåben i Irak, da krigen blev startet (det havde der været tidligere, blandt andet krigsgasser leveret med hjælp fra USA, men det er en anden historie). Den reelle begrundelse for vores deltagelse var at stå sammen med USA, men offentligt blev masseødelæggelsesvåben brugt som argumentation for krigen.
Og her kommer vi til den åbenlyse løgn, som Aastrup uforvarende kommer til at bekræfte. Han bruger som argument for, at man ikke løj om masseødelæggelsesvåben, at det spørgsmål ikke står nævnt i beslutningsforslaget i Folketinget, der sendte os i krig.
Masseødelæggelsesvåben var ikke et af de formelle argumenter for at gå i krig, siger han. Men hvorfor er det ikke nævnt? Hele den offentlige diskussion gik på spørgsmålet om masseødelæggelsesvåben.
Det er ikke noget, vi tror. Det er noget, vi ved, som statsminister Anders Fogh Rasmussen sagde i debatten. Daværende udenrigsminister Per Stig Møller sagde det samme: ”Det er dokumenteret”.
Ikke et oplyst grundlag
Derfor er det da bemærkelsesværdigt, at dette, som vi vidste og havde dokumenteret, ikke indgår som argument i beslutningsgrundlaget for at gå i krig. Forklaringen er meget enkel: Man havde ingen dokumentation for masseødelæggelsesvåben, og derfor turde man ikke skrive det ind.
Klogt, har det jo vist sig, for de var der ikke, men samtidig er der tale om en tilståelsessag. De vidste godt, de ikke havde hold i papirerne. Men Danmark gik i krig, danske soldater døde, irakere døde i meget større tal, og vi har nu et land i kaos. Selv om ingen af os brød os om Saddam Hussein, var krigen en katastrofe.
Og Aastrup, indrøm det nu: Vi deltog ikke i krigen på et oplyst grundlag, tværtimod.
FOA: Historisk god praktikaftale er kun første skridt
Pia Olsen Dyhr: Regeringen er et tydeligt eksempel på Parisaftalens svagheder
