Hjælpeorganisationer sender penge til våbenproduktion og firmaer i skattely

ETIK: Medarbejderpensionerne hos en række ulandsorganisationer bliver investeret i våben, selskaber i skattely og firmaer, som krænker menneskerettighederne. DF-ordfører stempler ngo'erne som hyklere.

En stribe danske ulandsorganisationer sender årligt store summer til pensionskasser, der har investeringer i våben og firmaer i skattely.

Det viser Altingets gennemgang af medarbejderpensionerne hos de organisationer, som får penge fra finansloven.

Dansk Folkepartis udviklingsordfører, Claus Kvist Hansen, mener, at ngo'erne har et forklaringsproblem.

"De har alle mulige gode missioner på andres vegne, men selv sender man penge til pensionsselskaber, som investerer i det modsatte af det, man prædiker. Det er hyklerisk," siger han.

Røde Kors, Care Danmark, Verdensnaturfonden, Mellemfolkeligt Samvirke, Danmission, Mission Øst bruger alle PFA Pension for deres medarbejdere. Det samme gør Dansk Flygtningehjælp for deres ledere. 

PFA har aktier i DXC Technology Co. og Mitsubishi Heavy Industries, som ifølge Stockholm International Peace Research Institute er blandt verdens 25 største producenter af våben. 

Pensionskassen har også aktier i Wal-Mart de México SAB de CV, som Norges Bank har ekskluderet på grund af firmaets overtrædelse af menneskerettighederne.

Danske Flygtningehjælp ser med alvor på investeringerne hos PFA.

"Vi forventer, PFA har stort fokus på bæredygtighed, og der vil være investeringer, der bekymrer os. Især investeringer i våben, fordi det er noget af det, der driver millioner af mennesker på flugt," siger generalsekretær Christian Friis Bach. 

Satser på dialog
Folkekirkens Nødhjælps pensionskasse Velliv investerer også i våben. 

Velliv har aktier for 71 millioner kroner i General Electric, som ifølge Stockholm International Peace Research Institute er den 22. største våbenleverandør i verden. Firmaet solgte våben for næsten 4 milliarder dollars i 2017. General Electric har diktaturet i Saudi-Arabien som storkunde. 

Derudover har Velliv aktier i Evergreen Marine Corp Taiwan Ltd, som Norges Bank har ekskluderet på grund af firmaets overtrædelse af menneskerettighederne.

Har forsøgt at lægge pres
Velliv har også aktier for 60 millioner kroner i Goldman Sachs, som administrerer en række fonde i skattely. 

"Vi ærgrer os selvfølgelig over, at I kan lægge de her oplysninger frem. For vi synes egentlig, at vi havde prøvet at sikre os, at vores pensionskasse havde værdier, der flugtede med Folkekirkens Nødhjælp, da vi valgte dem i 2015,” siger Jonas Vejsager Nøddekær, der er international direktør i Folkekirkens Nødhjælp.

Folkekirkens Nødhjælp har indkaldt Velliv til et møde senere på foråret. 

"Vi skal have noget mere viden, og så skal de forklare, hvordan de ser på deres investeringer.” 

Læs på Altinget: udviklingen mere om, hvordan ngo'erne forsøger at presse pensionskasserne samt om, hvordan også pensionsmidler investeres i israelske bosættelser på Vestbredden.

Forrige artikel Ngo'ers medarbejderpensioner investeres i kul og våben: Her er deres forklaringer Ngo'ers medarbejderpensioner investeres i kul og våben: Her er deres forklaringer Næste artikel Her er Røde Kors' anbefalinger til politikerne om børn på Sjælsmark Her er Røde Kors' anbefalinger til politikerne om børn på Sjælsmark