Forhandlinger brudt sammen mellem PLO og Danske Regioner

SAMMENBRUD: Efter et halvt års forhandlinger er overenskomstforhandlingerne mellem de alment praktiserende læger og Danske Regioner brudt sammen. Regioner anklager PLO for at stille urealistiske krav.

Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) er enige om en ting: De kan ikke blive enige om ny overenskomst. Det har begge parter i dag meldt ud.

Forhandlingerne, som har kørt i et halvt år, stopper derfor, oplyser parterne. Lederen af regionernes forhandlingsdelegation, Anders Kühnau (S), angiver økonomien som årsag til sammenbruddet.

”Jeg undrer mig over, at PLO ikke har taget imod det milliard-udspil, vi har lagt på bordet. Det vil ikke være forsvarligt af os i regionerne at strække os endnu længere på økonomien, for vi har ret beset også mange andre vigtige områder i sundhedsvæsenet, der skal prioriteres,” siger Anders Kühnau i en pressemeddelelse.

Uenige om økonomien
Formanden for landets 3500 praktiserende læger, Christian Freitag, bekræfter, at det er økonomien, der skiller parterne.

”Vi må erkende, at forhandlingerne har stået noget stille de seneste uger. Vi har haft mange emner og idéer på bordet siden november måned, og begge parter har lyttet til hinanden og bevæget sig mod hinanden. Alligevel må vi nu konstatere, at der er en relativt lille, men alligevel afgørende uenighed om den økonomi, der skal til for, at vi kan indgå en aftale,” siger PLO’s formand Christian Freitag i en pressemeddelelse (se faktaboks).

PLO håber, at forhandlingerne på et senere tidspunkt kan blive genoptaget. Danske Regioner peger på, at den nuværende aftale indtil videre kørere videre.

PLO’s formand sagde dog allerede i sidste uge, at PLO var blevet truet af regionerne med, at regeringen ville lave et lovindgreb, hvis ikke lægerne nærmerede sig regionernes tilbud.

Mulighed for konflikt
Ifølge regionerne har man i forhandlingerne, hvor Finansministeriet er involveret, tilbudt PLO en samlet investering i almen praksis på 1,8 milliarder kroner fra 2018-2020.

Hvis parterne ikke kan blive enige snart, kan forhandlingerne ende i en konflikt, hvor enten de praktiserende eller regionerne opsiger overenskomsten. Hvad der så sker, er uvist. Regeringen kan lave et lovindgreb på området, eller danskerne kan i konfliktperioden skulle betale for at gå til læge, for så senere at få pengene refunderet hos det offentlige.

I 2013 var PLO og det offentlige på randen af en konflikt. Et lille flertal i PLO-beslutningsorgan besluttede dog at acceptere Thornings-regeringens lovindgreb.

Forrige artikel Ny måling: Uenig rød blok går frem Ny måling: Uenig rød blok går frem Næste artikel Prøv quizzen: Har du fulgt med? Prøv quizzen: Har du fulgt med?