Forarget skatteminister afviser forhaling af skattekommissionen

SKANDALER: Skatteminister Karsten Lauritzen (V) afviser enhver påstand om, at regeringen skulle forhale skattekommissionens arbejde. Alt materiale vil være udleveret i maj 2019, siger han.

Der er blevet udleveret 930 ringbind, og der er endnu flere på vej.

Det fortalte skatteminister Karsten Lauritzen (V) i torsdagens samråd i Skatteudvalget.

Ministeren var indkaldt for at svare på, hvorfor Undersøgelseskommissionen om Skat 18 måneder efter nedsættelsen endnu ikke havde fået udleveret alt det materiale, den har efterspurgt.

Socialdemokratiet har tidligere anklaget regeringen for bevidst smøleri, og den anklage blev gentaget på samrådet af skatteordfører Jesper Petersen (S).

"Man sylter kommissionens arbejde. Og for os at se er det et spørgsmål om at holde hånden over nuværende finansminister Kristian Jensen, som alle, der har fulgt det her område, ved kommer til at spille en helt central rolle," indledte den socialdemokratiske ordfører.

Den anklage fik skatteminister Karsten Lauritzen op af stolen, og han kaldte påstanden for "decideret forargelig". Ministeren udstedte også en garanti om, at ingen - hverken regeringen eller embedsmænd - bevidst har forsøgt at forhale processen.

75 meter ringbind
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) nedsatte sidste år kommissionen, der fik til opgave at kulegrave de mange skatteskandaler i perioden fra 2002 til 2017. Herunder forløbet med det nu skrottede digitale inddrivelsessystem EFI og refusion af udbytteskat, som endte med at koste statskassen mere end 12 milliarder kroner.

Arbejdet har imidlertid været sat på standby, mens kommissionen har ventet på, at alt materiale er blevet udleveret.

Det er ministeriets skøn, at alt materialet først vil være udleveret ultimo maj 2019, sagde ministeren.

Altså næsten to år efter kommissionen er blevet nedsat.

En del af forklaringen er, at kommissionen udtrykkeligt har bedt om alt materiale i såvel fysisk som digital form. Derfor arbejder 14 medarbejdere i Skatteministeriet med at finde alt væsentligt materiale frem, printe og sætte i ringbind. Det er hidtil blevet til 930 ringbind, og stiller man alle op på række, vil det strække sig over 75 meter, fortalte ministeren på samrådet.

Han tilføjede desuden, at man havde indledt en dialog med kommissionen om, hvorvidt det var hensigtsmæssigt at bede om materialet i fysisk form, men understregede, at kommissionen selv tilrettelægger sin undersøgelse.

Du kan ses hele samrådet her.

 

Forrige artikel Trods god økonomi og medlemsservice: Akademikernes A-kasse fyrer direktør Trods god økonomi og medlemsservice: Akademikernes A-kasse fyrer direktør Næste artikel Dagens overblik: Støjberg går mod DF – vil udvide integrationsuddannelse Dagens overblik: Støjberg går mod DF – vil udvide integrationsuddannelse