Folketinget har tidoblet opsparingskontoen, mens andre spænder livremmen ind

FOLKETINGETS PENGE: Folketinget er i årevis blevet overbevilget med mange millioner kroner. Mange af pengene bliver ikke sendt tilbage til Finansministeriet, men sparet op. Det er usund embedsførelse, lyder kritikken, og Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær (K), opfordrer folketingspolitikerne til at tage den medicin, de tilbyder alle andre.

Det skortede ikke på superlativer, da Folketinget i 2012 præsenterede planerne for ombygningen af det 106 meter høje tårn, der knejser mod himlen over Christiansborg.

“Vi tror det kan blive et af de mest spændende steder at besøge i København. Det er et fantastisk sted,” sagde daværende folketingsformand Mogens Lykketoft (S) i den forbindelse.

Dengang afsatte man 17,9 millioner kroner i form af en ekstraordinær bevilling til at lave udkigspost og restaurant i Tårnet, men da det i 2015 åbnede for besøgende, var der samlet spenderet for 35,8 millioner skattekroner – dobbelt så mange penge som anslået i det oprindelige budget.

Hvor det ville havde været et økonomisk problem for de øvrige dele af den offentlige sektor i Danmark, at man var gået over budget i den skala, betød det mindre for Folketinget. For mens krav om effektiviseringer og besparelser kræver benhård prioritering i kommuner og regioner, har Folketinget helt anderledes favorable vilkår. Budgettet er bevilget af Folketinget selv, og bruger man mindre end budgettet, kan man spare op år efter år – og gør det.

En gennemgang af Folketingets regnskaber, som Altinget: Magasin har foretaget, viser, at de folkevalgte på tinge hvert år bevilger Folketinget betydeligt flere penge, end de har brug for, og at sparegrisen på Slotsholmen over de seneste 20 år er vokset til tidobbelt størrelse.

Folketinget er blevet overbudgetteret de sidste 20 år
Således har Folketinget i dag en opsparingskonto på 144 millioner kroner. Et forhold, der møder kritik fra folk som Helsingørs borgmester Benedikte Kiær (K) og Cepos’ forskningschef, Henrik Christoffersen. Begge opfordrer til langt større disciplin med skatteborgernes penge.

“Det ville også vise, at de tager den økonomiske situation i resten af den offentlige sektor alvorligt,” som Benedikte Kiær siger.

Altinget: magasin har gennemgået Folketingets regnskaber siden 1997. I samtlige regnskabsår har Folketinget formået at drive forretningen for et lavere beløb, end man har budgetteret med i Finansloven.

I det seneste regnskab fra 2016 har Folketinget således et mindreforbrug i forhold til budgettet på 150,3 millioner kroner – eller cirka 15 procent af den samlede årlige drift. Året før var afvigelsen mellem budget og regnskab tilsvarende skudt forbi med 142,6 millioner kroner.

Gennemgår man ældre regnskaber fra før årtusindskiftet, tegner der sig et billede af, at man i nyere tid er begyndt at budgettere markant over det nødvendige.
Ifølge Folketingets økonomichef, Allan Blom, er bevillingsoverskuddene delvist tilsigtede.

”Bevillingerne gives for at sikre, at der er hjemmel til, at Folketinget kan disponere til blandt andet de større projekter,” svarer han i en mail til Altinget på spørgsmålet om, hvorfor Folketinget år efter år budgetterer højere beløb, end de har behov for.

Folketinget skal tage egen medicin
Det er altså folketingsmedlemmer, der fastsætter de økonomiske rammer for driften af Folketinget, og på den måde har Folketinget allerede i udgangspunktet en enestående position som offentlig institution. Og både overbudgetteringen og selve konstruktionen møder nu kritik.

Borgmester i Helsingør Kommune, Benedikte Kiær (K) har over de senere år mærket, hvordan spare-, effektiviserings- og omprioriteringsbidrag gør det nødvendigt at spænde livremmen helt ind for at få enderne til at mødes i årsregnskaberne. At Folketingets Præsidium har besluttet at fritage Folketinget for sparekrav og til gengæld sparer overskuddet op, får hende til at ryste på hovedet.

”Jeg synes, de burde omgøre den beslutning, for det lyder, som om de har rigelig luft i budgettet til det,” siger Benedikte Kiær til Altinget: magasin.

”De kan jo sagtens tage den medicin, som kommuner, regioner og statslige institutioner gør. Med den økonomi, de har, kommer de jo ikke engang til at kunne mærke det. At man har 15 procent i overskud på bevillingerne, det er altså lidt for friskt,” siger Benedikte Kiær.

Mogens Lykketoft holder åbningstale ved åbningen af Tårnet i Folketinget i 2012 (Foto: David Leth Williams/Ritzau Scanpix)

 

Det er ikke respektabel embedsførelse
Den kritik tilslutter forskningschef i CEPOS Henrik Christoffersen sig. Han finder tallene fra Folketingets regnskaber overraskende.

”Udgangspunktet for at lave budgetter er jo, at de skal være styrende for økonomien,” siger han.

”Disse tal viser, at Folketinget har nogle mildest talt upræcise forestillinger om, hvad det koster at kontrollere de statslige virksomheder og understøtte det politiske arbejde.”

Ifølge Christoffersen er overbevillingerne udtryk for manglende omhu og uklarhed om de økonomiske intentioner. Og et argument om, at opsparingen skal tage højde for uforudsete udgifter, giver han ikke meget for.

”Hvis vi har brug for terrorsikring, så må Folketinget give udtryk for, at der er brug for det, og så få bevilget pengene på finansloven. Det her med, at der sidder nogle og fedter med tingene og klarer det med en opsparing, det er ikke respektabel embedsførelse,” siger Christoffersen.

”Enhver investering, der angår skatteborgeres penge, kræver gode argumenter. At man gennemfører nogle projekter, fordi man kan trække pengene ud af skuffen, det er ikke sundt.”

Kan investere i boliger, restaurant og renovering
Når Folketinget afleverer regnskab med overskud fra det budgetterede, bliver en del af summen sendt tilbage til Finansministeriet. En anden del flyttes via posten ’videreførelser’ over i det næstkommende regnskabsår. 

På videreførelsesposten har Folketinget altså en art opsparing, som gør det muligt at spare op til investeringer i medlemsboliger, restaurantdrift, renoveringer eller andre projekter. En mulighed, Folketinget i de forudgående 20 år har gjort flittigt brug af.

Således har man siden 1997, hvor der lå 14,6 millioner kroner i posten 'videreførelser' tidoblet sin opsparing, så der i regnskabet fra 2016 er kontoført 144 millioner kroner. I den mellemliggende periode blev der i årene 2003-2008 gjort et betydeligt indhug i opsparingen fra 115,3 millioner kroner til 57,6 millioner kroner. Men allerede året efter, i 2009, lå der 98,3 millioner kroner på kontoen, fordi Folketinget kunne videreføre 40,8 millioner kroner i bevillingsoverskud til næste regnskabsår.

Den relativt høje opsparing skyldes på sin side ikke en udpræget spareiver i årene op til de nuværende projekter. De 144 millioner kroner er nemlig blevet opsparet i en periode, hvor Folketinget har foretaget sideløbende investeringer i blandt andet en ny besøgsindgang til 20,8 millioner kroner (i 2008-2009), medlemsboliger på Tordenskjoldsgade og Wildersgade til 146,9 millioner kroner, en ombygning af Ydre og Indre Hal til 14,3 millioner kroner (i 2011-2013), terrorsikring på Slotspladsen til 18,4 millioner kroner (i 2013-2014) og altså åbningen af Tårnet til 35,8 millioner kroner (i 2013-2015).

Hele den offentlige sektor burde drives som Folketinget
Men hvis man spørger medlemmerne af Folketingets Præsidium er konstruktionen med opsparing uproblematisk.

“Vi har en opsparing, fordi der altid opstår noget, som vi skal sørge for,” forklarer Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF).

“I stedet for at gå ud og bede Folketinget om flere penge, så har vi altså en opsparing. Det synes jeg egentlig er et sundere princip.”

At man kan tidoble Folketingets opsparingskonto, samtidig med at der er tæret på kontoen med trecifrede millioninvesteringer i blandt andet medlemsboliger, terrorsikring, renoveringer og restaurant på Christiansborg, er ifølge Pia Kjærsgaard ikke udtryk for, at Folketinget har for mange penge mellem hænderne.

“Det er jo en lidt aparte situation, hvis Folketinget skal ud og bevilge sig selv flere penge, og det er min opfattelse, at der er fuld opbakning til den måde, vi gør det på.”

 

Forrige artikel Mens kommuner og regioner spænder livremmen ind, har Folketinget tidoblet opsparingskontoen Mens kommuner og regioner spænder livremmen ind, har Folketinget tidoblet opsparingskontoen Næste artikel Dagens overblik: Børn skal til stopprøve i 0. klasse, og Mette Frederiksen er uvelkommen i Aalborg 1. maj Dagens overblik: Børn skal til stopprøve i 0. klasse, og Mette Frederiksen er uvelkommen i Aalborg 1. maj